Nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at skrive herinde - og få skrevet det her indlæg færdigt. Kan godt se, det er ved at være for lang tid siden, men der er sket så meget inden for de sidste par uger, at det virker helt uoverskueligt at fortælle om alle de fede oplevelser uden at glemme halvdelen.
Jeg prøver...
Forresten, en del af de andre danskere fra holdet skriver også blog, og vi oplever jo mange af de samme ting - faktisk har Sarah og mig vel været sammen 90% af tiden både på Beijing-turen og dagene i bjergene, og jeg ved, hun er midt en meget detaljeret beretning om begge rejser, som bliver lagt ud en af de næste par dage, så synes lige I skal tjekke hendes blog på; www.sarahsnyeverden.blogspot.com
Vi tog efter planen afsted mod Beijing d. 30. september for at overvære fejringen af nationaldagen og Mao på tæt hold - eller dvs. det lykkedes os faktisk aldrig at komme ind til selve "showet", der foregik på Den Himmelske Fredsplads, da kun "vigtige folk" (regeringen osv.) var inviteret med, og resten af nationen blot måtte følge med på TV. I stedet vandrede vi (ligesom en million andre) omkring i gaderne, og så bl.a. en stor militæropvisning - er du gal, hvor har Kina egentlig mange tanks! - mens vi forsøgte at smutte forbi vagterne, der stod på hvert gadehjørne - ja, der var faktisk militær overalt i byen.. Heldigvis er de kinesiske soldater og vagter slet ikke så farlige som de ser ud til at være. Jeg vil tro gennemsnitsalderen for en almindelig soldat er omkring 23, og i det hele taget virkede de meget unge og generte. Altså man kunne spørge dem om vej, og de ville begynde at fnise som små piger. Ret komisk egentlig.. På et tidspunkt ude ved Sommerpaladset (et utrolig flot område lidt uden for Beijing) spurgte et par betjente faktisk Anne, Sarah og mig om de måtte tage et billede sammen med os, og da vi for sjov lagde armen om dem, begyndte de igen at fnise som sindssyge. Så selvom den store militante udrustning i Beijing omkring nationaldagen kunne virke overvældende, skulle man lige tage den med et gran salt.
Nåh, men vi havde 3 overnatninger i hovedstaden, og vi brugte kort sagt dagene på sight seeing, forgæves forsøg på at komme ind til festlighederne på Den Himmelske Fredsplads og druk på hyggelige barer i området omkring vores hostel. Den største forskel mellem Tianjin og Beijing er vel netop, at Beijing er en langt mere international og kulturel by, hvor Tianjin i højere grad er en arbejder-by med masser industri og knap så mange seværdigheder og skæve caféer. Transportmæssigt er det supernemt at komme til Beijing herfra, da lyntogene, der afgår mange gange dagligt, kan nå op på 350 km/t, og derfor kan nå til Beijing på ca. 35 minutter (strækningen er 140 km). Det er vildt! Samtidig koster en enkelt billet kun 80 yang (ca. 68 kr), så vi har virkelig ingen undskyldning for i fremtiden ikke at tage til Beijing og udnytte byens hyggelige være-steder noget oftere.
Hvis nogen hjemme i Danmark skulle have lyst til at tage til Beijing et smut, kan det helt sikkert anbefales - der er masser at se! Man kan selvfølgelig argumentere for, at charmen går lidt af, netop fordi byen er så international og ikke-kinesisk i forhold til andre mindre byer i omegnen. Men sådan er det vel altid med storbyer. De mister lidt identitet. Anyways... 3 dage i Beijing var lidt for lidt, og vi regner som sagt med snart at tage derop igen. Hey, fik forresten købt en vinterjakke på Silkemarkedet som planlagt :) En sort "Peak Performance" til ca. 300 kr, hehe.. Kvaliteten ser nu alligevel ud til at være meget fin..
Efter de festlige dage i Beijing havde vi lige en enkel overnatning hjemme i Tianjin, før vi søndag eftermiddag rejste videre nordøst til et bjergområde, der hedder Peshang (kan ikke huske hvordan det staves, men det lyder sådan). Turen derud tog ca. 5 timer - egentlig ligger bjergene ikke særlig langt fra Tianjin, men vejene er virkelig dårlige, og det tager derfor lidt ekstra tid - så efter nogle timer i bumlebus var vi fremme. Det var virkelig, virkelig NICE at komme uden for byerne og ud i naturen! Vi gjorde rejsen til en slags vandretur, hvor vi om dagen gik op ad bjerget med vores bagage på ryggen, slog os ned om aftenen på et tilfældigt hostel, og rejste videre om morgenen. Grrrrreat! Vi var alle ret glade for den måde at rejse på, og jeg ser virkelig frem til de sidste 6 ugers rundrejse til januar, hvor vi jo netop kommer til at leve på den måde - som nomader :) Vejret var også sindssygt godt, nærmest FOR godt.. Altså, omkring middagstid, når vi gik og gik, og solen bare bagte, stod sveden ned af os.. Omvendt blev det skide koldt efter solnedgang (ved 18-tiden), og så var det bare med at finde et sted at sove. Virkelig nogle gode dage i bjergene, hvor vi lidt bare gjorde, hvad vi havde lyst til.. På et tidspunkt kom vi for eksempel forbi en stor bjergsø, og besluttede, efter at have forhørt os med nogle lokale om hvorvidt der levede slanger i vandet, at hoppe i, selvom det var eftermiddag, og varmen egentlig var begyndt at forsvinde. De få kinesere der tilfældigvis var ude at fiske den dag, må have tænkt deres.. :)
Efter den fede uges ferie i Beijing og bjergene var det ret svært at vende tilbage til skolen... Var jo ellers lige kommet ind i sådan en dejlig hverdagsrutine, men når man først har fået øjnene op for, hvor meget der egentlig er at lave og se i Kina, så er det bare svært at koncentrere sig om lidt mindre spændende ting som undervisningsmetoder og Babyclass.. Som sagt glæder jeg mig sindssygt meget til at komme ud at rejse - kun lidt over 3 måneder til!
Netop for at få livet i Tianjin til at glide lidt lettere frem mod rundrejsen har Sarah og mig besluttet at prøve én ny ting hver uge, og sidste uge stod den på kinesisk massage fra blinde massører. Da vi onsdag aften gik ned til massage-stedet, der ligger 5 minutter fra skolen, virkede det ellers som den perfekte kur for vores ømme kroppe, der dagen før var blevet udstrakt og overanstrengt til Kung Fu-træningen. Uheldigvis viste min massør sig at være sadist. "Det skal gøre ondt, for at gøre godt", blev jeg ved med at gentage i mit hoved, men altså, efter et kvarters tid i smerte-helvede måtte jeg overgive mig.. Kommunikationen mellem os blev vanskeliggjort, da han udover at være blind, ikke forstod engelsk, men efter lidt tid fik jeg heldigvis en dame, der arbejdede dernede til at oversætte; "Too hard! I'm in pain!!"
I går tog Sarah, Anne, Anna-Kristina og jeg så til yoga.. Var dét svaret på og kuren til mine efterhånden meget ømme muskler? Hmmm.. Lidt naivt måske.. Resultatet blev sådan set bare, at jeg nu - udover de trætte muskler - også har en smule ondt i ryggen..
Ja, ja da.. I ugen der kommer, tror jeg, vi er blevet enige om at tage på den lokale karaoke-bar for at prøve noget nyt.
I will keep you updated! ;)
Jeg smutter igen. Forhåbentlig går der ikke lige så lang tid som sidst, inden jeg får tid til at skrive herinde igen. Hav det godt!
PS. Blev for et par uger siden ejer af verdens mest irriterende telefon! :) Det er en touch (indsæt; wow!) og kan de mest unødvendige ting, bl.a. udregne ens cyklus, BMI, sige hvad klokken er, hver gang den er hel-et-eller-andet (en funktion der er utrolig belastende, da jeg ikke kan finde ud af at slå den fra), og læse ens beskeder op. Mit nr. er 13821640831.
PPS. Giv gerne respons her på bloggen, så jeg kan se hvem der læser med!
Her er forresten lige et billede af Sarah og mig fra Sommerpaladset uden for Beijing :)
