torsdag den 31. december 2009

Nytår, nyt skema og Parents Day

Jep, så blev det d. 31., og vi fejrer det nye år i aften. Planen er at spise på Tianjins højeste restaurant (på 53. etage), hvor man for 100 RMB får sit eget rum, fri bar og kan medbringe egen musik. Super! Vi er inviteret til en stor fest hos nogle andre udlændinge senere, hvor hele netværket af "foreigners" vist er indbudt, men tror egentlig bare jeg ender i byen på det sædvanlige diskotek "Scarlet", hvor der skal danses! Måske bliver der uddelt knæklys i dagens anledning dernede? Det ville ikke være første gang.. Kineserne har et eller andet med knæklys..

Der er forresten sket et par ændringer nede på skolen. Alle klasserne i Kindergarden skal opføre et eller andet stort nytårsshow d. 19. januar i anledning af Lunar New Year d. 14. februar (det kinesiske nytår), så derfor er al undervisning indstillet de næste 3 uger frem - inklusiv vores engelsk! Istedet for at tilbringe formiddagen i Kindergarden, skal vi derfor møde i Babyclass hver dag kl. 9 - 10:30, og så har vi en enkelt time fra kl. 15 hos vores børn. Det er lidt trist, for vi holder alle virkelig meget af vores klasser, og derfor prøver vi at forhandle os frem til en eller anden løsning, hvor vi måske kan blive en del af nytårsshowet. For som Becky siger, vil forældrene kun blive glade for at se os "Foreign teachers" på scenen. Forhåbenlig løser det hele sig i løbet af næste uge..

Og så havde vi jo Parents Day i dag! Jeg blev mødt af en hær af stolte forældre, da jeg intetanende ankom i Babyclass.. Heldigvis havde jeg ladet mine hullede Converse ligge hjemme på værelset den morgen, og havde i stedet min gule trøje med prikker på (meget pædagogisk), så alt i alt fremstod jeg (forhåbentlig) meget lærer-agtig. Efter en halvtimes tid med en masse "Very good" og klappen hos de allermindste besluttede Erik, Sarah og jeg at kigge op til vores "rigtige" børn i Kindergarden. Det var faktisk virkelig sjovt at møde børnenes forældre - jeg kunne genkende flere! Teddy (et af mine yndlingsbørn fra Adv. 4 - og JA, det er i orden at have yndlingselever!) fandt jeg fornylig ud af, kommer fra Korea, og hans forældre var trukket i den koreanske nationaldragt - virkelig fedt! Jeg fik taget et par billeder af lille Teddy, og de bliver lagt ud gher på siden, lige så snart jeg får fat i Annes memory card :)

Anyways, jeg må hellere smutte igen. Skal til at gøre mig klar til i aften sammen med Anne :)

Godt nytår!

fredag den 25. december 2009

Mere guf fra Kina!

Hey!

Hvis I ikke kan få nok opdateringer herfra Tianjin, så tjek også de andres blogge:

www.sarahsnyeverden.blogspot.com
www.mariaikina.smartlog.dk
www.rousingikina.blogspot.com

Sarah, det øverste link, er enormt flittig på sin blog, og har så sent som i dag skrevet et lang indlæg med billeder om vores lidt alternative juleaften.

Fortsat god jul til alle! - og endnu en gang tillykke med fødselsdagen, mor! :)

torsdag den 24. december 2009

"I aften er det juuuuleaften...

.. tra la la la laaa”

Jeg vågnede faktisk i morges med dén sang på hjernen, for i dag er nedtællingen endelig slut; det er blevet d. 24.! Dagen bliver dog ret meget anderledes fra noget jeg nogensinde har prøvet. Om knap 2 timer mødes holdet nede på 5. etage, også kaldet ”Dancing Center”, for at øve vores dansenummer, der jo skal vises senere i dag/aften. Jeg synes egentlig, det er ret fedt, at det hele bliver lidt alternativt i år, for selv vis vi forsøgte, ville julen jo alligevel aldrig blive ligesom derhjemme. Hvorfor så ikke droppe alle traditioner, når man nu er i gang, og i stedet for at danse om træet og åbne gaver, danse til Michael Jackson foran alle ens kinesiske kolleger? I see no reason why not!

I løbet af decemeber er der ellers blevet pyntet rigtig flot op her i Tianjin; kæmpe, lysende neon juletræer langs vejen og uden for indkøbscentrene, saxofon-spillende Santa Claus’s i menneskestørrelse her og der, pink skilte, der med sirlig skrift skriger; ”Merry Christmas!” på alle døre man har kunnet slippe afsted med det – i det hele taget bare virkelig smagløst julepynt, der ligger så utrolig langt fra den skandinaviske julepyntstradition som muligt. Hvis vi havde en julepynts-akse, ville den skandinaviske model nok ligge helt ude i den ene ende, mens den kinesiske ville være modpol langt ude til højre. Kulturchok, kære venner! Ej, men det har nu været meget sjovt at opleve. Ligesom danskerne kun hiver enkelte dele ud fra den asiatiske kultur og ind i deres egen, gør kineserne det samme med den vestlige verden. Julemand, juletræer, klokker, lys (gerne rigtig mange og i alle mulige farver) og ”Jinglebell” er alle blevet accepteret og kopieret af kineserne, mens man derimod ikke ser meget til hverken Jesus eller ”Hallelujah”. Fair nok. Danske buddhister udøver vel også kun en brøkdel af den egentlige tro, og en dansk chinabox ligger også milevidt fra en ægte kinesiske dish nede fra den lokale madbiks på hjørnet.

Nåh, anyways.. Jeg tror snart jeg må til at hoppe i mit ”Smooth Criminal” outfit (sorte leggings og trøje, mafia-hat og palliet-handske), for vi tager lige en sidste øvnings-session her i formiddag før the grand show.

Håber I alle får en super juleaften i det danske. Glædelig jul!

onsdag den 9. december 2009

Stive kolleger og glade dage i Xi'an

Med Xi’an-turen overstået og et par timer inden Baby Class går løs, har jeg lige et pusterum i sengen til at skrive lidt blog i.

Dagene vestpå gik godt. Tiden var dog knap og programmet stramt, da toget mod Xi’an afgik fredag eftermiddag, og vi derfor først var fremme omkring kl. 12 lørdag - da vi mandag ved frokosttid sad i waiting area’et på Xi’an banegård og ventede på toget mod Tianjin, havde vi altså blot opholdt os i byen i omkring 2 døgn. Toget var en times tid forsinket, hvilket betød at vi desværre ikke havde tid til at tjekke ind på hotellet og evt. tage et bad og en lur efter de 19 timer i bumletoget, men i stedet kom omkring den gamle bymur og en eller anden stor plads foran et eller andet stort tempel, før vi fik lov til at skifte tøj. Træthed og en meget irriterende guide med udtale-problemer resulterede i, at ingen af os rigtig fik helt fat i, hvad pladsen var kendt for, men besøget på bymuren var tilgengæld rigtig fedt, da man kunne leje retro tandemcykler og tage en tur rundt på den 13 km lange mur omkring byens gamle centrum. Vejret var også perfekt til en cykeltur; klart og tørt. Om aftenen var jeg så udmattet, at jeg faldt i søvn allerede kl. 21 på hotelværelset midt i en samtale om rundrejsen med Sarah, der fortalte om området Chengdu i det sydlige Kina (et smukt bjergområde, vi regner med at rejse til – vores planer for turen er så småt ved at udforme sig, og vi er en gruppe på 8-9 stykker, der planlægger at starte i Tibet. Mere om det senere!) Søndag aften tog vi dog alle revanche ved at tage på pubcrawl i byens party-street. Kinas gyder blev endnu en gang overtisset af fulde danskere... Vi var forresten ikke de eneste, der gav den gas i Xi’an; vores kontaktperson, Becky, der var med som ”vejviser”, valgte lørdag at tage i byen med den såkaldte ”chair man” (en repræsentant fra rejseselskabet, som i øvrigt absolut ingen funktion havde, da han sov hele søndagen væk og ikke udvekslede et ord med en eneste af os på hele turen), og kom bagstiv og sur ned i bussen søndag morgen efter vi havde ventet på hende i en halv time. Pænt irritrende, da hun aftenen inden havde gjort et stort nummer ud af, at vi andre skulle være tilbage på hotellet senest kl. 23, og endda havde bestilt morgenvækning til os kl. 7 – vi er jo ikke i stand til selv at sætte en alarm (!?). Hun var åbenbart kommet hjem henad morgenen, sovet over sig, overhørt værelsestelefonen, som vi ellers havde ringet og ringet på fra receptionen, og først vågnet efter Andreas havde hamret på hendes dør i et par minutter. Selvfølgelig kunne det ske for enhver - at sove over sig altså - men at hun ikke undskylder, og i stedet bare sætter sig ind i bussen uden et ord, og ellers surmuler resten af dagen, er ikke okay. Næste dag, søndag, sov hun forresten over sig igen, og i det hele taget var hun og Mr. Chairman mest af alt bare en stor joke på turen. Tror vi alle mere eller mindre har mistet respekten for Becky efter hendes opførsel i weekenden, hvor hun helt tydeligt viste, at hun absolut ikke er i stand til at have sådan et ansvar. Nok om Becky... For på trods af vores stive kontaktperson, anonyme Chairman og røv-irriterende guide, havde vi faktisk en helt god tur! Vi fik set de obligatoriske Terracotta-krigere og mandag formiddag brugte vi i et muslimsk kvarter med en masse boder, hvor man kunne få alverdens tingel tangel - her fik jeg gjort en masse gode og mindre gode køb (glæd jer til at få souvirners en gang i marts!).
Så alt i alt en fed tur, og selvom 18 timer i tog umiddelbart lyder helt uoverskueligt, så gik tiden faktisk overraskende stærkt – man sover selvfølgelig også en stor del af tiden – og forholdene ombord var meget lig europæisk standard. Hvis der er noget kineserne kan, så er det altså at bygge tog!

Bare lige for at vende tilbage til det med Becky, så er det forresten ikke første gang, vi oplever den slags. For 2 uger siden fik vi en spontan middagsinvitation af skolens rektor, Mr. Chao; en frygtindgydende og respekteret mand omkring de 40, der elsker at høre sig selv tale. Middagen, der foregik i skolens private ”velkomsthus” for gæster, startede egentlig meget normalt ud med traditionel kinesisk mad, rolig samtale og lidt øl, men udviklede sig tidligt til et slags karaoke-orgie, hvor rødvin, øl og risvin blev skylet ned skål efter skål (”at skåle” i Kina, betyder nemlig i virkeligheden ”at bunde”). Det var vildt surrealistisk at se rektor give den fuld skrue til ”Sha, la, la, in the morning”, danse tæt med os piger og endda uddele kindkys til Sarah (det skal forresten lige siges, at han gik efter munden, da de dansede kinddans, men at Sarah akkurat nåede at dreje hovedet). Becky og de andre ansatte fra skolen, der var tilstede den onsdag aften, lod slet ikke til at finde noget mærkeligt ved Mr. Chao’s opførsel, og bl.a. derfor er vi ret overbeviste om, at det altså må være sket før; Mr. Chao, der giver den lidt for meget gas og bliver lige lidt for nærgående over for de danske foreign teachers. Den absurte aften blev fuldendt, da rektor ved 23-tiden og med ihvertfald 10 genstande indenbords, vælger at tage bilen hjem. Perfekt.
Truely, en sjov aften, men hold nu op, hvor er det efterhånden svært at tage Cathay Future seriøst...

Nu til noget andet... Den kommende weekend skal bruges i Beijing, da den danske ambassade holder julefrokost om fredagen = eneste chance for at få julemad i år, så selvom billetten er lidt dyr, tager de fleste af os selvfølgelig med. Vi har regnet lidt på det, og for at pengene skal tjenes ind igen, er vi nødt til at drikke 37 øl hver... Hvilket vi naturligvis har tænkt os at gøre. Lørdagen skal bruges på langs, og søndag er planen, at tage ud til den kinesiske mur - der skulle være en virkelig flot strækning vest for Beijing.

God weekend!

PS. Smider et par billeder fra Xi'an herind, når jeg har fået fat i nogle af de andres fotos. Glemte selvfølgelig mit eget kamera herhjemme. Dang it!

fredag den 4. december 2009

Xi'an, baby!

Hey!

Midt i pakningen til Xi’an må jeg lige forsøge at få plads til et blogindlæg også. Det må blive ultrakort! Om 6 timer rejser vi nemlig (endelig) vestpå mod Xi’an, byen med Terracotta-krigerne, som jeg også skrev om tidligere. Det var netop meningen, vi skulle have været afsted i begyndelsen af oktober i efterårsferien, men men men, den tur blev aflyst pga. formodede optøjer i forbindelse med 60-års dagen, og i stedet udsat til ubestemt tid. Nu er datoen så fastlagt for vores 5-dages udflugt, og det blev sørme i dag! Vender tilbage til Tianjin tirsdag morgen – togturen derud tager 18 timer (!!!), hvilket er en smule uoverskueligt. Har dog fået gjort et essientielt indkøb i form af en rødvin (Dynasty – semi sweet red wine; Kinas bedste) for at få turen til at gå lidt mere smooth. Ellers er musik, kortspil og sovepiller også gode bud.

Vil fortælle meget mere om turen i næste uge. Har fået et dagsprogram, men man ved jo alligevel aldrig helt, hvad der kommer til at ske (This is China, TIC). Alting kan ske!

Medbringer min moba (har forresten fundet en funktion til at gøre den lydløs, så er ENDELIG sluppet af med klokkeslags-stemmen fra helvede... HALLELUJAH!) Vi skrives ved! Merry Christmas everyone!

torsdag den 19. november 2009

Undervisningsplaner og jul til tonerne af "Smooth Criminal"

Vil følge Sarahs gode eksempel og skrive lidt blog her i pausen et par timer før Baby class.

Baby class er forresten stadig den ting på skolen, jeg har det sværest med, selvom det dog går fremad. Den stille pige, der helt i starten brød sammen, da jeg rakte ud efter hendes hånd, græder nu kun ca. hveranden gang, jeg er dernede, og de fleste af ungerne er faktisk nogenlunde med, når vi tæller fra 1-5. Desuden er de efterhånden ved at have helt styr på ”eye”, ”mouth”, ”nose” og ”ear” og giver den gas til ”If you’re happy and you know it” (:
Jeg underviser dem jo kun i et kvarter ud af den time, jeg er dernede, så det er lidt begrænset hvad man kan nå, men længere tid kan de i virkeligheden ikke sidde stille alligevel, så det passer nok egentlig meget godt. Udover at lære engelsk bruger de små tiden på at gå på toiletet, spise kogte pærer, drikke vand og få smurt creme i ansigtet. Jeg har forsøgt at lege med dem mange gange, men bliver hver gang stoppet af de kinesiske lærere/pædagoger. Der er nemlig specielle tider for leg, og de ligger altså ikke onsdag og torsdag fra kl. 15-16, hvor os foreign teachers besøger klasserne. Så legetøjet må ikke røres, og ligger i stedet pænt langs vinduet, ligesom at der helst skal være ganske stille i lokalet. Ro på. I det hele taget er det pædagogerne, der skaber den trykkede stemning, der gør, at jeg ikke bryder mig om at være dernede. Altså, jeg kan selvfølgelig godt forstå at børnene ikke hele tiden skal lege – sådan er det vel også i danske børnehaver – men ligefrem at daske til dem, rykke i dem, råbe ad dem eller sende dem uden for døren, fordi de, ganske naturligt, søger hen mod legetøjet, der ligger lige foran dem, synes jeg ikke er i orden. Hele creme-seancen er også meget mere voldsom, end den egentlig behøver at være; pædagogerne tværer deres hænder rundt i ansigtet på børnene, så både næse og mund er dækket til, og barnet spræller for at komme fri. Der er absolut ingenting i vejen med børnene, som alle er rigtig kære og tågede, og jeg har virkelig ondt af dem, over at de sidder fast i sådan et sindssygt skolesystem som Kinas.



I Kindergarden går det godt – dvs. er kommet lidt ind i en dårlig stime, hvor man ikke lige får forberedt sig så super fantastisk til hver time, men i stedet ”tager den lidt på rutinen”... Der er jo nogle sange og lege som altid virker, og hver undervisningstime er mere eller mindre bygget op på samme måde; først går vi igennem ”introen”, hvor jeg lægger ud med at sige; ”Good morning, children!” og eleverne svarer ”Good morning, teacher”, derefter kan man snakke om vejret, hvilken dag det er, hvordan de har det (noget der kan gå rigtig lang tid med, da vi har gennemgået en række basis ”emotions”, som ”happy”, ”angry”, ”sad”, ”tired” osv. osv. – det lyder måske som en simpel og lidt ligegyldig ting, men egentlig giver det børnene mulighed for, for en gang skyld at tænke selvstændigt). Efter ”introen” synger vi enten en sang (sortimentet er her ligesådan ved at være pænt) eller, hvis børnene virker fokuserede, går vi over til noget mere fagligt, som for eksempel at gennemgå ord og sætninger. Cirka hveranden gang introducerer jeg dem for nogle nye ord. Lige nu er vi i gang med noget vej/transport/offentlige steder-tema, hvilket er ret tørt, og derfor går der lidt længere tid mellem introduceringen af nye ord. Nogle gange undrer man sig også virkelig over, hvorfor børnene dog skal lære ord som ”crossing bridge” og ”zebra crossing”, som jo er fuldstændig unødvendige for et 5-årigt barn (jeg har endda indtil nu undværet dem i mit ordforråd i 20 år, uden at være kommet i problemer), men man må jo gøre hvad lærerne beder om. Også selvom det er idiotisk. Hvilket det tit er. Enough with the bitching... Vi har det jo alle meget godt, selvom kineserne og deres metoder en gang i mellem virkelig går én på nerverne. Til sidst slutter vi af med en sang, så undervisningen lige bliver rundet af, og børnene får lov til at skabe sig lidt. Det fungerer meget godt.




Nu er vi jo faktisk over halvvejs igennem november måned, og udover at vi snart har været i 3 måneder, betyder det, at julen nærmer sig! Det sjove er bare, at vi næsten ikke har mærket noget til det.. Ingen julepynt i gaderne, musik i radioen, tunge Salling-kataloger eller reklamer for årets TV-julekalender; NADA! Meget dejligt egentlig, ikke at blive bombarderet med alverdens tilbud og stresset over gave-ræset, men mon ikke vi kommer til at savne julen alligevel, når vi kommer ind i december... Vores juleaften er forresten blevet inddraget af skolen, da vi i stedet for at hygge sammen bare os danskere, nu skal optræde til et stort show herpå skolen, hvor de ansatte er inviterede. Juleaften ville selvfølgelig ikke være blevet det samme alligevel, så egentlig gør det mig ikke det helt store, om vi fejrer det d. 24. eller 25., men det er mere princippet i, at ledelsen ikke tager hensyn til vores skikke. Julen er jo lige meget hvordan man ser på, den vigtigste tradition vi har, og d. 24. den mest hellige dag, som man kun meget nødigt vil bruge på at optræde i forbindelse med et show på ens arbejdsplads. Men ja, ja... Forberedelsen til vores optræden er forresten i fuld gang – for trods den lille fornærmelse over at kineserne tilsyneladende er fuldstændig ligeglade med vores traditioner, så tager vi skam showet meget alvorligt. Vi har valgt at lave et slags danse-show, der lægger ud med Michael Jacksons ”Smooth Criminal”, hvor vi bl.a. laver moon walk og andre Jackson-classics (: Derefter går sangen over i noget swing-jive –et eller andet, hvor drengene skal smide rundt med os piger – jeg skal blandt slå en baglæns kolbøtte over Andreas’ ryg, og drejes 360 grader rundt i luften af Lars og Andreas! Mest af alt ligner det noget fra ”Vild med Dans”... Det bliver vildt! Indtil videre er øvningen gået helt fint – faktisk overraskende godt! – og jeg er sikker på det bliver et fedt show – trods den malplacerede dato ;)

Jeg smutter igen. Må til Baby class, men vil lige slutte af med at lave endnu et link ind til Sarahs blog, som for tiden bliver opdateret i langt større stil end min; www.sarahsnyeverden.blogspot.com. Som sagt oplever vi jo de fleste samme ting, og Sarah er også en af dem, jeg snakker mest med fra holdet :)

Hav det godt!



PS. Alle billederne er af mine børn fra Kindergarden fra Morning Excersize og flaghejsning i gården foran skolen

fredag den 6. november 2009

BEIJING x2

Så!
Nu er der igen gået lidt for lang tid uden nyheder fra Tianjin. Sorry!

Fortalte jo sidst om, hvordan jeg havde svært ved at vende tilbage til hverdagen på skolen igen efter de fede dage i bjergene, men nu efter en måneds tid, kører det hele igen – selvom jeg selvfølgelig stadig ser frem til rundrejsen og alle weekender inden da ;)
Oktober gik utrolig stærkt, og nu hvor jeg tænker over det, har jeg egentlig svært ved at huske, hvad vi har lavet. Burde virkelig begynde at skrive dagbog. Min hukommelse har nærmest været som en si, siden vi kom herned..

Anyways, i sidste weekend tog Anna-Kristina, Lars og jeg en smuttur til Beijing sammen, hvor vi lørdag fik set hovedstadens vigtigste serværdigheder; Den Forbudte By og Fredspladsen – begge steder havde jo været lukket område ved vores forrige besøg på Nationaldagen. Pladsen var stor og flad, og midt i det hele lå et stort grimt beton-agtigt hus, hvor udstoppede Mao eftersigende ligger i - fik ham desværre ikke set, da åbningstiderne er om formiddagen. Hmm.. Og den Forbudte By er også vældig stor med mange, mange mellem store tempel-agtige huse i traditionel kinesisk stil. Meget flot. Hyggeligt sted at gå rundt og spise is.

Søndag tog vi på et stort shopping marked, som mindede meget om Silkemarkedet, men ifølge AK’s guide-bog skulle være billigere og bedre. Det var det også. Fik købt et par tasker (NICE) og nogle småting. Vores dage i Beijing blev ret speciele af, at årets første sne begyndte at falde natten til søndag, og ellers fortsatte stort set hele dagen! Puha, det var koldt! Havde heldigvis mine læder-støvler med, men stakkels Lars måtte traske rundt med plastikposer i sine iskolde, gennemblødte kondisko hele dagen.. Ikke underligt, at der har været en sygdoms-epidemi her på gangen siden weekenden. Alle har vel mere eller mindre været syge, og vi går stadig rundt og hoster. Det har faktisk været så slemt, at nogle af lærerne nede fra Kindergarden er begyndt at brokke sig over vores svage helbred – tirsdag mødte kun Lars og jeg op nede i Kindergarden, hvor der ellers normalt er 9 ”foreign teachers”, og vores til tider onde chef, Mariah, mente vi skulle dække alle de andres timer, hvilket jo var umuligt. Desuden var jeg selv småsløj, og egentlig kun mødt op på arbejdet, fordi det er så kedeligt at ligge på værelset hele dagen, hvilket jeg gjorde dagen før, mandag, da airconditionen på Kathrine og mit værelse var i stykker. Var vågnet frossen og udmattet op efter at have rystet af kolde hele natten.. At der kun var koldt vand i bruseren den dag, hjalp heller ikke.. Problemet er heldigvis løst nu, og temperaturen her på værelset er menneskelig igen :)


Mao og jeg ved indgangen til Den Forbudte By!


I aften rejser Sarah og jeg endnu en gang til Beijing. Det er egentlig en gammel aftale, som vi lavede for nogle uger siden. Sarah arbejdede nemlig forrige weekend i noget der hedder English Center herpå skolen (ekstra engelsk undervisning for børn med rige og lidt for ambitiøse forældre), og kunne derfor ikke komme med sidst. Jeg har nu absolut heller ingenting imod at besøge Beijing 2 weekender i træk, da det som sagt er en fed by med meget forskelligt at give sig til. Sarah og jeg skal nok få det sjovt :)

mandag den 12. oktober 2009

Lovely ferie! Og tilbage til virkeligheden.....

Hey!

Nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at skrive herinde - og få skrevet det her indlæg færdigt. Kan godt se, det er ved at være for lang tid siden, men der er sket så meget inden for de sidste par uger, at det virker helt uoverskueligt at fortælle om alle de fede oplevelser uden at glemme halvdelen.
Jeg prøver...

Forresten, en del af de andre danskere fra holdet skriver også blog, og vi oplever jo mange af de samme ting - faktisk har Sarah og mig vel været sammen 90% af tiden både på Beijing-turen og dagene i bjergene, og jeg ved, hun er midt en meget detaljeret beretning om begge rejser, som bliver lagt ud en af de næste par dage, så synes lige I skal tjekke hendes blog på; www.sarahsnyeverden.blogspot.com

Vi tog efter planen afsted mod Beijing d. 30. september for at overvære fejringen af nationaldagen og Mao på tæt hold - eller dvs. det lykkedes os faktisk aldrig at komme ind til selve "showet", der foregik på Den Himmelske Fredsplads, da kun "vigtige folk" (regeringen osv.) var inviteret med, og resten af nationen blot måtte følge med på TV. I stedet vandrede vi (ligesom en million andre) omkring i gaderne, og så bl.a. en stor militæropvisning - er du gal, hvor har Kina egentlig mange tanks! - mens vi forsøgte at smutte forbi vagterne, der stod på hvert gadehjørne - ja, der var faktisk militær overalt i byen.. Heldigvis er de kinesiske soldater og vagter slet ikke så farlige som de ser ud til at være. Jeg vil tro gennemsnitsalderen for en almindelig soldat er omkring 23, og i det hele taget virkede de meget unge og generte. Altså man kunne spørge dem om vej, og de ville begynde at fnise som små piger. Ret komisk egentlig.. På et tidspunkt ude ved Sommerpaladset (et utrolig flot område lidt uden for Beijing) spurgte et par betjente faktisk Anne, Sarah og mig om de måtte tage et billede sammen med os, og da vi for sjov lagde armen om dem, begyndte de igen at fnise som sindssyge. Så selvom den store militante udrustning i Beijing omkring nationaldagen kunne virke overvældende, skulle man lige tage den med et gran salt.
Nåh, men vi havde 3 overnatninger i hovedstaden, og vi brugte kort sagt dagene på sight seeing, forgæves forsøg på at komme ind til festlighederne på Den Himmelske Fredsplads og druk på hyggelige barer i området omkring vores hostel. Den største forskel mellem Tianjin og Beijing er vel netop, at Beijing er en langt mere international og kulturel by, hvor Tianjin i højere grad er en arbejder-by med masser industri og knap så mange seværdigheder og skæve caféer. Transportmæssigt er det supernemt at komme til Beijing herfra, da lyntogene, der afgår mange gange dagligt, kan nå op på 350 km/t, og derfor kan nå til Beijing på ca. 35 minutter (strækningen er 140 km). Det er vildt! Samtidig koster en enkelt billet kun 80 yang (ca. 68 kr), så vi har virkelig ingen undskyldning for i fremtiden ikke at tage til Beijing og udnytte byens hyggelige være-steder noget oftere.
Hvis nogen hjemme i Danmark skulle have lyst til at tage til Beijing et smut, kan det helt sikkert anbefales - der er masser at se! Man kan selvfølgelig argumentere for, at charmen går lidt af, netop fordi byen er så international og ikke-kinesisk i forhold til andre mindre byer i omegnen. Men sådan er det vel altid med storbyer. De mister lidt identitet. Anyways... 3 dage i Beijing var lidt for lidt, og vi regner som sagt med snart at tage derop igen. Hey, fik forresten købt en vinterjakke på Silkemarkedet som planlagt :) En sort "Peak Performance" til ca. 300 kr, hehe.. Kvaliteten ser nu alligevel ud til at være meget fin..

Efter de festlige dage i Beijing havde vi lige en enkel overnatning hjemme i Tianjin, før vi søndag eftermiddag rejste videre nordøst til et bjergområde, der hedder Peshang (kan ikke huske hvordan det staves, men det lyder sådan). Turen derud tog ca. 5 timer - egentlig ligger bjergene ikke særlig langt fra Tianjin, men vejene er virkelig dårlige, og det tager derfor lidt ekstra tid - så efter nogle timer i bumlebus var vi fremme. Det var virkelig, virkelig NICE at komme uden for byerne og ud i naturen! Vi gjorde rejsen til en slags vandretur, hvor vi om dagen gik op ad bjerget med vores bagage på ryggen, slog os ned om aftenen på et tilfældigt hostel, og rejste videre om morgenen. Grrrrreat! Vi var alle ret glade for den måde at rejse på, og jeg ser virkelig frem til de sidste 6 ugers rundrejse til januar, hvor vi jo netop kommer til at leve på den måde - som nomader :) Vejret var også sindssygt godt, nærmest FOR godt.. Altså, omkring middagstid, når vi gik og gik, og solen bare bagte, stod sveden ned af os.. Omvendt blev det skide koldt efter solnedgang (ved 18-tiden), og så var det bare med at finde et sted at sove. Virkelig nogle gode dage i bjergene, hvor vi lidt bare gjorde, hvad vi havde lyst til.. På et tidspunkt kom vi for eksempel forbi en stor bjergsø, og besluttede, efter at have forhørt os med nogle lokale om hvorvidt der levede slanger i vandet, at hoppe i, selvom det var eftermiddag, og varmen egentlig var begyndt at forsvinde. De få kinesere der tilfældigvis var ude at fiske den dag, må have tænkt deres.. :)

Efter den fede uges ferie i Beijing og bjergene var det ret svært at vende tilbage til skolen... Var jo ellers lige kommet ind i sådan en dejlig hverdagsrutine, men når man først har fået øjnene op for, hvor meget der egentlig er at lave og se i Kina, så er det bare svært at koncentrere sig om lidt mindre spændende ting som undervisningsmetoder og Babyclass.. Som sagt glæder jeg mig sindssygt meget til at komme ud at rejse - kun lidt over 3 måneder til!
Netop for at få livet i Tianjin til at glide lidt lettere frem mod rundrejsen har Sarah og mig besluttet at prøve én ny ting hver uge, og sidste uge stod den på kinesisk massage fra blinde massører. Da vi onsdag aften gik ned til massage-stedet, der ligger 5 minutter fra skolen, virkede det ellers som den perfekte kur for vores ømme kroppe, der dagen før var blevet udstrakt og overanstrengt til Kung Fu-træningen. Uheldigvis viste min massør sig at være sadist. "Det skal gøre ondt, for at gøre godt", blev jeg ved med at gentage i mit hoved, men altså, efter et kvarters tid i smerte-helvede måtte jeg overgive mig.. Kommunikationen mellem os blev vanskeliggjort, da han udover at være blind, ikke forstod engelsk, men efter lidt tid fik jeg heldigvis en dame, der arbejdede dernede til at oversætte; "Too hard! I'm in pain!!"

I går tog Sarah, Anne, Anna-Kristina og jeg så til yoga.. Var dét svaret på og kuren til mine efterhånden meget ømme muskler? Hmmm.. Lidt naivt måske.. Resultatet blev sådan set bare, at jeg nu - udover de trætte muskler - også har en smule ondt i ryggen..
Ja, ja da.. I ugen der kommer, tror jeg, vi er blevet enige om at tage på den lokale karaoke-bar for at prøve noget nyt.
I will keep you updated! ;)

Jeg smutter igen. Forhåbentlig går der ikke lige så lang tid som sidst, inden jeg får tid til at skrive herinde igen. Hav det godt!

PS. Blev for et par uger siden ejer af verdens mest irriterende telefon! :) Det er en touch (indsæt; wow!) og kan de mest unødvendige ting, bl.a. udregne ens cyklus, BMI, sige hvad klokken er, hver gang den er hel-et-eller-andet (en funktion der er utrolig belastende, da jeg ikke kan finde ud af at slå den fra), og læse ens beskeder op. Mit nr. er 13821640831.

PPS. Giv gerne respons her på bloggen, så jeg kan se hvem der læser med!

Her er forresten lige et billede af Sarah og mig fra Sommerpaladset uden for Beijing :)

torsdag den 24. september 2009

Hverdag, rutine og rave på russiske hangarskibe

Så er jeg tilbage.
Klokken er 20 minutter i 12 om formiddagen, og jeg har lige fået fri fra Kindergarden. Sidder i den grønne lænestol med en sprød pære nede fra det lokale frugt og grøntmarked.
Efter 3 uger med vores faste skema, er vi alle kommet ind i en dagligrutine, og i øjeblikket føles det virkelig som om tiden flyver afsted. Mandag til fredag møder jeg kl. 8 og har fri igen kl. 11:30. Mandag eftermiddag skal jeg vende tilbage til Kindergarden kl. 14:30 – 16, om tirsdag og fredag er der kinesisk fra kl. 15 – ca. 17, onsdag og torsdag skal jeg i Babyclass fra kl. 14:30 – 16. Så sådan hænger min hverdag sammen. I dag har vi torsdag, så jeg skal (desværre) tilbage på skolen og i Babyclass om et par timer. De børn jeg normalt underviser er jo 5 år, og forstår derfor en hel del, men de helt små på 2 år kan jeg jo højest lære et par engelske remser. Tror jeg starter med ”Head, Shoulders, Knees and Toes”. Det ved man da, hvad er.

Sorry, men det her indlæg bliver et forvirrende ét. Er lige vendt tilbage fra 1½-time i Babyclass, og er rystet! Ej, lige da jeg kom derned, var alle børnene på vej ned i skolegården med deres pædagoger; der blev sat kinesiske børnemusik på, og os danskere skulle danse med, da børnene blev sat i rundkredse og tøvende rokkede med til sangene, mens cyklister og andre folk på gaden stoppede op for at glo på os. Da jeg på et tidspunkt ville tage en lille pige i hånden, begyndte hun at græde. Så tude. Og til sidst BRØLE. Flere af de andre har også problemer med skræmte børn. Anna Kristina, en af de andre danskere, talte med en dreng fra hendes Babyclass’ mor, som fortalte at hendes søn var bange for folk med rødt og gult hår. Hmmm.. Det vil altså sige, han kun kan lide folk med mørkt hår = kinesere!
Det er selvfølgelig bare et spørgsmål om tid før ungerne vil elske os, men lige nu er det bare en smule frustrerende. I starten var det faktisk på samme måde i Kindergarden – eller børnene græd selvfølgelig ikke, men man var forvirret og usikker på, hvad man lige skulle gøre og hvornår. Nu går det derimod helt godt deroppe; undervisningen kører nogenlunde og børnene, ja, they love me! Det lyder så sødt, når jeg kommer ind i klassen om morgenen: ”Sofi! Sofi!” Tidligere skrev jeg herinde, at mine børn fra første time (altså Advanced 3) var mine yndlings, og at dem fra anden time var langt mere reserverede pga. deres diktator-lærer. Well, nu viser det sig at ungerne fra anden time i virkeligheden er verdens sødeste børn, og at dét, at deres anden lærer (Tudsen) er så ond ved dem, gør at de foretrækker mig – eller ihvertfald sætter stor pris på mig, som jo ikke slår eller råber ad dem. Så Tudsens opførsel har faktisk bragt noget positivt med sig ;)

Efter skole bruger vi tiden på forberedelse, shopping (rigtig meget shopping faktisk - Kina er et accessory-mekka!), kinesisk undervisning, at stene DVD'er i fællesrummet (DVD'erne fås for ca. 8 kr på den anden side ad gaden, så vores samling er efterhånden ret stor), Kung Fu, løbeturer, at spise kager nede på Deli og sådan lidt af hvert. Der sker tit et eller andet underligt, som fx. i torsdags, hvor der var bordtennis-turnering på skolen for de ansatte - nogle af kineserne er seriøst SYGE til bordtennis! Jeg blev slået ud i første kamp (damn it!), og missede dermed min chance for at få fingrene i præmien; bodylotion med hvidnings-stof i! Lars blev den heldige vinder af vores pulje. Han har også for meget kulør. Væk med den.

Weekenden bruger vi på at drikke. Det er lidt sørgeligt, men sandt. Eller altså, tilfældigvis er vi endt i byen eller på værtshus alle weekender herovre indtil nu, og det var egentlig ikke planen, men der dukker bare altid et eller andet op. Som i sidste weekend, hvor mig og 5 andre i virkeligheden havde regnet med at tage til Beijing. I stedet endte vi til rave-fest på et gammelt russisk hangarskib. Sådan er alt i Kina; You never know! Der sker altid et eller andet et sted, og der er altid ændringer her og der. Ingenting bliver helt som man regner med. Festen var sådan set fed nok - musikken var elektronisk, og det blev en smule ensformigt i længden, men der var nogle spændende mennesker og billige drinks. De fleste folk om bord var studerende fra Vesten eller udstationerede bosat i Beijing, og det var helt underligt at se så mange hvide mennesker samlet på ét sted. Man følte sig slet ikke speciel længere! ;) Det var fedt at snakke med folk, der rent faktisk talte engelsk - vi mødte ovenikøbet nogle danskere, men altså.. Jeg er ikke taget hele vejen til Kina for at snakke med danskere, og hvad har jeg også tilfælles med en fyr på 30 fra Vestas? Anyways.. Stort set de eneste kinesere ombord var de ca. en million vagter rundt omkring i militærtøj - det var jo også et gammelt militærskib, og der stod faktisk stadig helikoptere og små fly med røde kommuniststjerner på dækket, hvor festen også blev holdt oppe. Virkelig cool.. Dem der arrangerede festen er kendt for at holde nogle fede fester, og har tidligere stået for et beach party på den kinesiske mur. Derfor MÅTTE vi alle med! Og det kom vi. Og det var godt.

Der er forresten pynt i Tianjins gader for tiden. Store, røde plakater med Mao og tallet "60" hænger alle steder - selv i skolegården. Stødte på Che Guevara i et shoppingcenter den anden dag. Festligt! D. 1. oktober er det nemlig præcis 60 år siden Mao stod på den Himmelske Fredsplads og udråbte Den Kinesiske Folkerepublik, og netop dér skal vi selvfølgelig stå på torsdag og vifte med røde flag! 8 af os har booket hostel i Beijing fra d. 30. september til d. 2. oktober - man er nødt til komme dagen før, for d. 1. oktober bliver ingen lukket ind i Beijing, da myndighederne er bange for menneskemylderet. Det blir vildt!
Pga. nationaldagen er efterårsferien i år forlænget et par dage, så den varer fra d. 1. - d. 12. oktober. Den 5 dages-tur, som skolen giver os danskere, har vi bestemt at lægge fra 4. - 8. oktober, og destinationen blev efter en del diskussioner og afstemninger Xi'an. Xi'an er en meget gammel by, 12-timers kørsel fra Beijing (20 timer med bumletog), kendt for dens templer, flotte natur og så selvfølgelig Terracotta-krigerne - eller må indrømme, at jeg aldrig havde hørt om dem før for nylig, men det er åbenbart én af Kinas største kulturskatte; en hær af ca. 8000 lerfigurer i menneskestørrelse fra før Kristus, bygget af en eller anden kejser for at beskytte byen (tror jeg nok). Et af Kinas største bjerge og et stykke af den kinesiske mur ligger også i området, så der er nok at se. Det bliver også fedt i sig selv at komme væk fra storbyen og ud i naturen en uges tid. Har efterhånden vænnet mig til stanken af os og den evige tåge, der gør alt på over 20 meters afstand utydeligt, så det bliver helt mærkeligt - men dejligt - at få frisk luft igen.

Nåh, det var lige the main news :) Ellers kan det lige nævnes at vejret fortsat er godt og varmt (sidder faktisk i shorts lige nu), vores maver har det okay igen, min telefon er fortsat død og lærerne er stadig onde ved børnene. Lørdag formiddag kommer der nogle journalister ned på skolen, for at skrive en artikel om os "foreign teachers", der i dagens anledning skal bage moon cakes med nogle elever. Hverdagen i Tianjin er spændende, spændende! :)

onsdag den 16. september 2009

PS.

Will døde i forgårs...

tirsdag den 15. september 2009

Mandags-ceremonier og hvide mænd i Østen

Hello!

Har lige en times tid før kinesisk undervisningen starter, så hamrer løs på tastaturet indtil da..

Okay. Vidste godt hjemmefra, at kineserne gik en del op i disciplin og marcher osv., men at forestille sig på HVOR MEGET de egentlig dyrker det, er svært. Åbenbart er der fra denne uge indført en fast "mandags-ceremoni" fra klokken 8:40 - 9:30, hvor Kindergarden-klasserne og deres lærere indgår - inklusiv mig. I mandags foregik det sådan at overlæreren, Mariah (som i øvrigt er hende, der også bestemmer over os), holdt en slags tale for børnene, som stod i geled klasse for klasse, lærerne, nogle forældre, nogle uidentificerbare folk, og nogle fremmede folk, der tilfældigvis kom gående ned ad gaden og bare havde lyst til at høre med. Udvalgte elever fra Kindergarden fik lov til at sige lidt i mikrofonen, og flaget blev derefter hejst af andre elever klædt ud i en slags matros-tøj til tonerne af (hvad jeg tror er) Kinas nationalsang. Det hele var ret propaganda-agtigt - især børnenes taler, som virkelig lød som noget, de var blevet tvunget til at lære udenad.. Men man ved jo aldrig..
Det var ihvertfald svært for os danskere at holde masken, for mest af alt virkede optrinet bare lidt komisk. Meget komisk faktisk. Jeg stod i mine egne tanker nede bagi på sikker afstand af galskaben og forsøgte at fotografere matros-børnene, da Maria, der stod allerforest med mikrofonen, lige pludselig siger "Foreign teachers, come up here!". Jesus! "Just introduce yourself and say a few sentences.." Øh, okay. Så stod vi der.. Mandag morgen kl. 9, beordret op til mikrofonen foran hvem ved hvor mange mennesker, halvtåget og med søvn i øjnene.. Vi har opfundet et nyt begreb for den slags uventede situationer; "TIC - This is China". Sådan foregår tingene hernede.. Spontant! Det var nu sjovt nok at prøve, og det gik da også fint nok; blev ret forfjamsket, og sagde bare "Good morning, I'm Sofie.." og så fik publikum lige en thumbs up med på vejen! Det er ret irriterende, har fået en dårlig vane med at give thumbs ups hele tiden til alle og enhver, fordi jeg gør det så ofte til eleverne, når jeg underviser. På samme måde er jeg begyndt ofte at svare "Very good!" eller "Excellent", når folk uden for skoletiden spørger om min mening om noget, og tager dem tilmed i hånden, når de ser forvirrede ud. Det er en arbejdsskade..

Nåh, nu er klokken 10 i 3, og jeg må til at finde ud af, hvor kinesisk undervisningen foregår henne i dag. Skriver videre i aften.

Godt, så er jeg tilbage på værelset! Efter kinesisk cyklede Sarah og mig ud i et stort indkøbscenter, der hedder Emart, for bl.a. at købe en gave til vores nye kinesiske ven, Cathay. Vi mødte hende i går aftes, da vi var ude at gå omkring søen ved TV-tårnet. Ligegyldigt ugedagen, er der altid musik og et hav mennesker, der danser, laver gymnastik, synger, ja, de laver lidt af hvert dernede om aftenen, og i går var ikke en undtagelse. Vi stod og gloede på, da en dame der "marcherede" rundt i en stor cirkel med en masse andre gjorde tegn til at vi skulle joine. Det gjorde vi så. Virkelig sjovt! Man er jo ene vesterlænding blandt kineserne, så de lægger alle sammen mærke til én, og hilser på. Kineserne er generelt utrolig åbne og meget direkte, derfor kom det ikke som et kæmpe chok, da en pige efter dansen, kom over til os og sagde: "Hello, I would like to be your friend!" :) Det var så Cathay! Efter at have snakket lidt, inviterede hun os hjem til hende til frokost på onsdag. Normalt i Danmark ville man jo aldrig takke ja til den slags, men her er det fremgangsmåden. Derfor måtte vi lige et smut forbi Emart - læg mærke til, at vi valgte at CYKLE derud! Hehe.. Skrev jo i et af de første indlæg herfra, at begå sig i trafikken ville være det rene selvmord, men ja. Som sagt er vi alle mere eller mindre ved at være faldet til, og at cykle her til aften, var lidt som at sætte to streger under "tilpasset" :) Den ultimative kineser-test! Ej, den ultimative test ville være at lave et venstresving skråt gennem et kæmpe, trafikeret kryds - uden at gå i panik vel at mærke. Det gjorde vi faktisk i aften - hele 3 gange! Men desværre havde vi lidt problemer med at "keep it cool", og gik i stedet i stå midt i krydset, mens vi skreg og grinnede.. Ja, ja, det kommer nok..
Anyways, det jeg ville fortælle, var egentlig bare hvor venlige - de fleste - kinesere er mod os, og hvor meget de forguder os. Altså, det er egentlig lidt grotesk, at man bliver behandlet bedre end andre pga. ens hudfarve, men sådan er virkeligheden bare hernede. Alt der har med Vesten at gøre er moderne. Fugtighedscreme med hvidnings-stof er udbredt og accepteret - man kan få Garnier "Pure Whitening" i Emart! - og når vi shopper tøj, kan de omkringstående kinesere finde på, at holde øje med os, og vælge de samme varer som os. Særbehandlingen er sommetider skjult, men nogengange også fuldstændig åbenlys, som fx i onsdags da Sarah og mig var ude at gå en tur, og lige ville tjekke Hard Rock Cafe's prisliste udenfor, hvorefter vi blev hevet med indenfor, og fik serveret gratis øl, te, frugt og grøntsager. Alt sammen, bare fordi vi er hvide. Det er skræmmende og uretfærdigt, men samtidig siger man jo ikke nej til gratis sager og god behandling..

Man føler sig virkelig anderledes, når man går på gaden, og folk vender sig om efter én, eller står i kø i supermarkedet, og pigen bagved sniger sig til et billede på sin telefon, men som sagt kommer der også gode ting ud af at være alien - som fx gratis drinks og nye venner ;)

onsdag den 9. september 2009

Kæft, trit og retning, lille Lee!

Hey!

Så er det blevet onsdag eftermiddag d. 9/9/09, og jeg sidder foran computeren igen – denne gang på Sarahs værelse, hvor vi sidder og fråder Oreos og Pringles.

Hjælp! Vi kunne høre nogen råbe ”Hello, hello?” ude på gangen lige før, og da vi gik derud stod der 3 oprørte kinesere og pegede ind på Kathrine og mit værelse. De havde desværre fået øje på vores nyanskaffede glas-sofabord, som Sarah hjalp mig med at slæbe op fra 7. den anden dag. De mente åbenbart ikke, det var i orden, at bordet var blevet snuppet uden tilladelse, så de tog det tilbage... DE NAKKEDE DET! RIP, glasbord. Godt, jeg sad herinde på værelset ved siden af, og ikke i min elskede lænestol, da de kom... Lod bare som om jeg ikke boede derinde, og spillede i stedet forarget. Oh well..

Siden jeg sidst skrev i fredags, har jeg holdt weekend, undervist noget mere og begyndt til Kung Fu – første træning var i går aftes, og det var hårdt! Og en smule ydmygende... Vi var blevet smidt på begynder-holdet og trænede med en håndfuld 5-6-årige, mens deres forældre så på. Jesus... Jeg havde virkelig ondt af de børn, for i stedet for at heppe på børnene, sad forældrene bare og nærmest hånede dem; hver gang deres barn gjorde noget forkert eller fik skæld ud, GRINEDE de! Ubehageligt.. De grinede også af os 6 storsvedende danskere, når vi røde i hovederne forsøgte at presse os ned i nogle af de mest unaturlige stillinger – eller egentlig var de vel ikke sååå avancerede, men at nå sine fødder, mens man står op, kan godt være svært for den utrænede (: Hårdt var det ihvertfald.. Træningen handlede faktisk mere om smidighed, styrketræning og - ikke mindst - disciplin end om at slås. Måske kommer det. Forhåbentlig. Vil ihvertfald lige prøve det nogle flere gange, før jeg beslutter om det er dét værd – altså, synes allerede jeg overværer rigeligt disciplintræning på skolen i dagtimerne, så gider virkelig ikke se på det efter skole også. Netop al det omkring disciplin og autoritetstro som præger den kinesiske kultur utrolig meget, er ved at gå mig på nerverne. I dag overgik Tudsen sig selv, og slog en dreng på siden af hovedet lige foran mig, fordi han pillede ved min halskæde, og ville give mig et knus. Problemet var bare, at børnene var midt i en meget vigtig marcherings-øvelse ude på gangen, og derfor skulle stå ret og være fuldstændig stille – det skal lige siges, at det er FEM-ÅRIGE vi har at gøre med! FEM-ÅRIGE!! Selvfølgelig kan de ikke stå ret, når læreren siger det, og selvfølgelig kan de ikke marchere, når de får ordrer til det – for det ER virkelig ligesom en ordre, når lærerne siger noget. Ihvertfald når Tudsen siger noget. Den sadistiske psykopat.
Da børnene spiste frokost, gik jeg hen til den anden lærer (udover mig, er der jo 2 lærer og en mad-dame i hver klasse), som er lidt yngre, og langt mere venlig end Tudsen, og på en lidt indpakket måde selvfølgelig, fik jeg sagt, at jeg altså ikke synes, at det slag var helt nødvendigt. Det var jo til dels også min skyld - han blev jo distraheret af mig - så Tudsen kunne bare have bedt mig om at gå lidt væk, i stedet for at gokke ham én, og efterfølgende hive ham tilbage i klassen for at give ham en skidebalde. Hmmm.. Den unge lærer vidste åbenbart godt, at vi i Danmark er mere ”relaxed at school”, så hun havde en smuuule forståelse for min reaktion, men ham drengen var altså en speciel ”naughty boy”, så slaget var nu nødvendigt. Desuden, sagde hun, kræver forældrene ligefrem at lærerne skal være ekstra strenge mod børnene, for ellers bliver de jo ustyrlige som ældre. Øhm.. Okay så.. Man må bare smile og nikke, for at diskutere opdragelse og undervisningsmetoder med de kinesiske lærere er som sagt ikke en god idé. Ikke fordi jeg har specielt meget erfaring med børn, men altså.. En hver kan da regne ud, at man ikke skal slå en lille dreng, bare fordi han vil give hans yndlingslærer (yeah, that’s me!) et knus. Kegle...
Nu til noget andet.

Når jeg skriver nu, er det faktisk med lidt nerver på. Drengene har nemlig købt et akvarie, og lige nu er det en stor, fed krabbe der huser det. De tidligere beboere, 5 fisk, døde efter et par dage - ikke så underligt når, man tænker på at de til at starte med hverken havde pumpe eller renser dernede, og det bliver spændende at se hvor lang tid krabben, som forresten hedder Will, holder, da det vist er en saltvandskrabbe, og drengende bare bruger vand fra vanddunkende. I går aftes, mens de var ude at cykle, slap Will så ud, og der var lidt drama, da Kristian valgte at kaste ham mod mig og Sara som stod i døren. Hyggeligt ellers! Lige nu ligger Will vist bare og "hygger sig" i hjørnet af akvariet. :)

Vejret er forresten ved at skifte for tiden. Indtil fornylig har vi kunne have shorts og t-shirts på hver dag, men nu er det muligt (ja, faktisk nødvendigt) at gå i langbukser. Dejligt, at kunne bruge lidt mere af sit tøj, men nedern ikke at have en vinterfrakke med, nu hvor vinteren nærmer sig. Har kigget på en fed jakke fra Zara, men de andre anbefalede, at jeg tog på Silkemarkedet i Beijing først. Her skulle man nemlig kunne få alting for ingenting. I like! Kvaliteten er der selvfølgelig ingen garanti for, men efter knap 3 uger herovre er dét en ting, man er ved at være vant til (: Det passer mig meget fint, for plejer at lave en del fejlkøb – da jeg pakkede hertil, gik det op for mig præcis HVOR meget tøj, jeg egentlig har, som ikke bliver brugt; alt, alt for meget til at kunne passe i min lille kuffert og holde sig under 20 kg – så fryder mig lidt over, ikke at skulle bekymre mig om impulskøb nu. Det er så billigt at det ikke gør nogen forskel – måske en lidt farlig tankegang i længden, meeeeen... (:
Anyways.. I dag var vejret ihvertfald underligt.. Jeg har aldrig set så tyk en tåge før! Følte mig lidt som Nicole Kidman i ”The Others”, da Kathrine rullede fra i morges, og man bare absolut ingenting kunne se. Det klarede dog op, og blev faktisk helt godt senere på dagen, og det gode vejr skulle holde helt ind i næste uge - tildels derfor overvejer nogle af os at tage til Beijing i weekenden. Jeg vil rigtig gerne på Silkemarkedet ihvertfald! – og så se Den Forbudte By, Fredspladsen og den udstoppede Mao selvfølgelig (:

Nåh, jeg smutter igen. Må til at i gang med forberedelsen til i morgen. Det er rart, endelig at komme lidt ind i en rutine igen – nu er det jo over 2 måneder siden jeg blev student og 4 måneder siden undervisningen på gymnasiet stoppede. Vildt egentlig... Har savnet en hverdag, og nu begynder der at tegne sig én her. Perfekt!

fredag den 4. september 2009

Og SÅ sprang jeg ud som lærer!

SÅ! Nu har jeg for første gang prøvet at undervise –og det gik faktisk overraskende godt! Jeg er engelsklærer for to advanced classes i Kindergarden, dvs. det højeste niveau i børnehaveafdelingen (wuhu!), og børnene er 5 år. Udover det underviser/passer jeg en baby class to gange om ugen i halvanden time. Har dog kun været nede i babyclass’en én gang, og det var lidt af en oplevelse. Altså børnene dernede er jo BABYER (!), og det var deres første dag i børnehave i onsdags = jeg blev mødt af 15, mere eller mindre, hyllende 2-årige med snot i hele ansigtet og utrolig meget hjemve. ”Mama, mama!!!” og ”PAPA!!” var det eneste jeg fangede af deres skrigeri, og det var vildt overvældende for mig, som jo aldrig tidligere har haft noget med så små børn at gøre. Og hvad fanden gør man så lige, når man har fået til opgave at ”take care of the children”, når barnet er fuldstændig utrøsteligt og uden for rækkevidde, dels på grund af dets alder, men også på grund af sprogbarrieren? Vi var mange, der var i vildredde... De ansatte dernede kunne selv se, at det ikke kørte, og derfor har vi heldigvis fået lov at slippe for baby class frem til d. 25. september, hvor børnene forhåbentlig er faldet mere til ro. Puha...
Derimod er timerne med de 5-årige meget mere produktive. Underviste kort i begge klasser i dag om ”My Family”, hvor vi gennemgik ordene for de forskellige familiemedlemmer, og bagefter legede en leg opfundet af Sarah, der hedder ”Missing relatives”. Great succes! (: Men det tog kun omkring 20 minutter, så til på mandag, vil jeg forberede noget mere. Måske noget om navne, farver eller alfabetet, og så regner jeg med at opfriske ordene fra i dag, så de sidder helt fast. Ungerne er monster søde – enormt søde faktisk! Da jeg forlod den ene klasse i morges, for at gå til den næste, fik jeg en del knus, og en enkelt forsøgte at blokere døren, så jeg ikke kunne gå (: Virkelig kære... De kan egentlig mange ord (især dyrenavne), men problemet er, at de ikke kan lave en sætning selv – altså, det er umuligt for dem at føre en samtale – så dét vil jeg se om, jeg med tiden kan gøre noget ved. Lærerne i den klasse jeg har om morgenen (advanced 3) er også okay. De fortæller mig ikke rigtig noget, men tilgengæld har jeg ret frie hænder med undervisningen. Læreren i min anden klasse derimod, er et MONSTER! Jeg kalder hende ”Tudsen”, for hun ligner virkelig en ond tudse, og hendes undervisningsmetoder hører til den sorte skole; dasker til børnene, hvis de larmer, sparker til deres stole eller presser deres hoveder ned mod maden, hvis de er for langsomme til at spise osv. Hun opfører sig mest af alt som en diktator, og jeg er ret overbevidst om, at hun har lidt Mao-blod i årene. Tror helst hun så, at jeg ikke var der, så hun kunne køre sit one-man show igen, og derfor placerer hun mig gerne på en stol i hjørnet, hvor jeg så kan observere undervisningen fra. Derfor er det ultra vigtigt, at jeg selv tager initiativet. Det gjorde jeg i dag - og det gik som sagt godt! Børnene var godt med, og var også ret dygtige, men det er helt tydeligt, at de er vant til den hårde behandling. De er ikke lige så legesyge og udadvendte, som børnene i første time. Det er lidt nedern, at skulle døje med hende Tudsen hver dag, og hvis hun bliver ved med at daske til børnene (hvilket hun nok gør), må jeg bare sige, at sådan gør vi ikke i Danmark, og bede hende om at lade være, når jeg er tilstede. Men det er stadig for tidligt at blande sig nu. Har jo kun været hos børnene i to dage.

Nåh, men... Det er fredag eftermiddag nu, og jeg er lige vendt hjem fra en løbetur med Sarah. Normalt løber vi om aftenen hver anden dag, men pga. den aflyste baby class, havde vi allerede fri kl. 11:30 i dag, og besluttede os for at løbe lidt tidligere. Dum idé. Eller, den KUNNE have været god, hvis vi altså havde befundet os i Danmark, men her i Kina er det altså ikke normalt at jogge for sjov. Vi er ved at være vant til folks stirren, når vi går på gaden, og når vi løber vores sædvanlige tur omkring TV-tårnet, kan vi jo dække os i aftenmørket, men en løbetur i dagslys på åben gade i Tianjin, kan ikke anbefales - medmindre man er vild med opmærksomhed fra fremmede, mens man storsvedende kommer pustende ned ad fortovet.

Kl. 17 skal Anne, Erik og jeg mødes med en kinesisk pige, der hedder Yoyo, og tidligere arbejdede nede i den europæiske butik ”Deli” på hjørnet (butikken er egentlig kinesisk, men de sælger næsten udelukkende importerede varer fra Europa og andre steder). Yoyo er besat af Anne! Anne hjalp hende med titlen på en sang, der blev spillet i radioen nede i butikken, og som tak, gjorde Yoyo hende til VIP-kunde, og foldede hendes sugerør som hjerter (: Hver gang man gik ned på Deli uden Anne, spurgte Yoyo: ”You friends with Annie?? Where is Annie???” Hahah.. Så her den anden dag får Anne et opkald fra et nummer, hun ikke kender, og gæt hvem det er, der på en eller anden måde har grejlet sig til Annes nummer? YOYO! ”Annie, it’s me, Yoyo! I want to see you!” I dag skal vi altså på date med Yoyo - ud at shoppe. Yoyo har lovet, at hjælpe os med at prutte om priserne!
Erik og jeg er Annes bodyguards, hvis hun forsøger at stjæle Annes nyrer...
Fortsættelse følger... ;)

mandag den 31. august 2009

CHINA VOL4

Jep, så skriver jeg for tredje gang herfra den grønne stol. Der er egentlig ikke sket overdrevet meget siden sidst, men i aften har jeg tid til at fortælle lidt mere om Tianjin. Det gør jeg så, mens Sarah stryger tøj og Kathrine synger med på Jack Johnson.

Vi er alle så småt ved at vænne os til at være her – det meste er ved at være set nu, i forhold til hvad der i en danskers øjne ville være underlig adfærd :) Trafikken er heller ikke så overvældende længere; altså, som jeg skrev tidligere, så ER der enten ingen regler, eller også så vælger alle bare at ignorere dem. Ihvertfald er trafikken vanvittig, og jeg har aldrig hørt nogen dytte så meget. Men, men.. Der er er ofte system i kaos, og der er da også begyndt at danne sig et mønster her. Bilerne er nødt til at gå amok med hornet, da der netop ikke rigtig findes nogle regler for hvordan man må køre, og dytteriet betyder derfor i højere grad ”Pas på” eller ”Vær opmærksom” frem for ”Fuck dig!!” som i Danmark. Lægger faktisk knap nok mærke til larmen længere.
Med maden er det dog en anden sag. Normalt eeeeelsker jeg kinesisk, og står gladeligt i kø for en lun China box i Bispensgade, men altså... En dansk forårsrulle er ikke helt som en kinesisk; derhjemme er maden ligesom fordansket – næsten som en light-udgave af den ægte vare – så selvom en evig, bundløs China box umiddelbart lyder som en fantastisk ting, så er virkeligheden lidt anderledes. Er dog ved at kende maden i kantinen så godt, at jeg kan styre uden om det alt for farlige, som fx tyfo (det falske kød!), olie-brødet (også kaldet lip gloss-brødet, da det føles som om man har læbepromade på, når man har spist det) og andeæg. Har en rigtig fæl historie om netop andeæg - var så uheldig at støde på et råddent ét for et par dage siden, men ved dog ikke helt om jeg er klar til at fortælle historien endnu... Får stadig kvalme ved tanken! Puuuha... I’ve learnt it the hard way, you see ;)
Har forresten følt mig ret disconnected fra resten af verden i weekenden; internettet har været nede på hele skolen siden fredag og min nye kinesiske telefon døde I lørdags – den overlevede ikke turen i vaskemaskinen. RIP. Først lå den svævende mellem liv og død i vindueskarmen; dernæst fik den en intense føntørringsbehandling, og så endda ud til at komme sig lidt, men genoplivningen slog fejl, og søndag d. 30. august 2009 blev min nye Nokia 1202 erklæret død. Stendød. Endnu en trist drukneulykke. Ja, undskyld mor, min første vask slog fejl... Men fra NU AF husker jeg at tjekke alle lommer. Også dem bagpå.
Har ikke helt besluttet mig for om jeg vil købe en ny telefon endnu. Skal først komme mig over tabet. Havde faktisk ligeså lige pimpet den ”the chinese way” med Hello Kitty-klistermærker all over – den var et Hello Kitty-mareridt!
Nåh, men netop fordi internettet er nede, sender jeg indlægget her fra Starbucks senere i aften. Sådan er det nogle gange her på centret. Sommetider mangler nettet, andre dage vandet, og strømmen er faktisk også gået en enkelt gang. Heldigvis varer det normalt ikke særlig længe, så vi overlever :)

I sidste indlæg skrev jeg om vejret og forureningen. Vi troede indtil fornylig at solen aldrig skinnede i Tianjin – altså der ligger konstant jo en dyne af smog (blanding af røg og tåge; smoke and fog = smog) – men det regnede en dag i sidste uge, og derefter klarede det op, så vejret har været meget mere klart, og solen er igen synlig. Hurra!
Nogle af børnene er allerede startet på skolen igen, og resten begynder i morgen = vi har vores første arbejdsdag i morgen. Vi har lige fået at vide, hvor vi hver især skal arbejde; størstedelen af os (dvs. 9 ud af 12) skal åbenbart arbejde i børnehaven, som er for de 4-årige, og i det der kaldes ”Baby-class” som er for de allermindste fra 2-3 år. Vi fik en rundvisning på skolen i formiddags, og det var en smule svært at finde rundt i, men det var sådan jeg forstod det. Kathrine er den eneste som skal arbejde i Preschool (for de 5-årige), og hun skal dele kontor med en anden engelsklærer, Miss Lee, som bare overhovedet ikke taler engelsk – eller jo, ganske lidt... Men en af Kathrines første opgaver var at give børnene engelske navne! Nu er der en masse kinesiske ”Steves’” og ”Brandons” ;) Ellers skulle skolen bruge 2 af os i Primary School (for de ældste elever) - det er det sværeste, da man skal være mest forberedt til timerne, for nivauet er jo også højere. Den opgave fik Mette og Maria som begge tidligere har arbejdet som vikarer. Så jeg har altså fået arbejde hos de mindste. Lige nu, føles det ret nedern. Havde indstillet mig på, at undervise lidt større børn, som fatter lidt mere, men altså... Niveaumæssigt er det jo ikke en udfordring at undervise 2-4-årige, men så er det måske en udfordring på en anden måde. Kommer nok til at gentage ord en milliongange, synge og lærer dem engelske remser. Ja, ja... Det bliver sikkert også spændende nok.

Nåh, jeg smutter igen. Har rejst mig fra lænestolen, og taget en taxa med nogle af de andre ned på Starbucks for at bruge deres internet. Retter indlægget her igennem med en dejlig, kold iced blended chocolate i hånden. My favorite! Har tænkt over det, og er egentlig sikker på jobbet i børnehaven nok skal blive rigtig spændende - på en anden måde end jeg havde regnet med, ja, men stadig fedt. Vi har snakket om, at vi nok får langt friere hænder til at gøre hvad vi vil, end dem i Preschool og Primary School, som hele tiden har en kinesisk lærers ånde i nakken. Nu må vi se i morgen. Glæder mig til endelig at møde børnene. Hav det super!

Sofie.


PS. Blev nær angrebet af en flagermus på gangen i går aftes, og i dag, da vi stod ude i fællesrummet og ventede på elevatoren siger Kristian: "Hov, der er sgu en flagermus..." (!!!) Jeg reagerede instinktivt og flygtede ud af døren. Fik smadret Kristians computer ind i væggen og en hudafskrabning på armen af det - men i det mindste slap jeg for rabies.. ;)

PPS. Internettet kommer vist først tilbage en gang i midten af ugen, og Facebook er stadig ret svær at komme ind på lige meget hvor man er, så har lidt svært ved at svare jer, selvom jeg gerne vil. Det er ret frustrende. Min mobiler somsagt død, men I kan ringe til Sarah, hvis det er meget vigtigt på 008613821640673.

onsdag den 26. august 2009

6. dage i Tianjin

Nu er det blevet tid til endnu et indlæg. Fortsætter hvor jeg slap. Nogenlunde..

I dag er det onsdag d. 26. = 6. dag i Kina og fars fødselsdag! TILLYKKE!

Indtil på fredag har vi fri, så de sidste par dage har vi bare tullet rundt på egen hånd, dvs. vi kigger i Kilroy-bogen eller spørger vores kontaktperson om gode steder, og så får vi adressen og hopper med en taxa. Det koster kun 8 kr at køre de fleste steder hen, og når vi så er 4 personer der deler, er det jo absolut ingenting. Så det udnytter vi en del :) Taxachaufførene herovre - som altid er mænd - har det forresten med ALTID at have en eller anden underlig/sjov ting i bilen. For det meste har han lige pyntet bakspejlet med en lille buddha figur der hænger og dingler, og ofte har de også noget mystisk the eller små beholdere med noget der ligner blæksprutte-sugekopper i. Nogle af de andre har endda oplevet at han havde døde skildpadder i et net på gulvet!
Udover sightseeing, får vi også set en del dvd-film i fællesrummet. Har lige været nede med to andre og købe en masse nye film - de er ligesom alt andet også vildt billige.
Vi sover faktisk ikke så længe igen, for morgenmaden er kun fra klokken 7:30 - 8:30. I morges havde jeg lige en indre kamp; skal man stå op, eller skal man hellere tage et par timer mere, og nøjes med frokost 11:30? Big decision.. Endte dog med at stå op. Beslutningen bliver ekstra svær, da morgenmaden faktisk ikke er så god - den består for det meste af risgrød, bønnegrød, nuddelsuppe, forskelligt kinesisk brød (gerne med ting indbagt), toast og marmelade - men på den anden side, er det jo alligevel mad. Frokost og aftensmad plejer forresten at være super! Det er jo en buffet og udvalget er tit ret stort. Det går også fremad med at spise med pinde - vi er alle ret hurtige efterhånden! Vand til maden skal man selv tage med ned i kantinen, men tilgengæld er der fri sodavands-bar dernede. Det er dejligt med lidt cola til ens bønnegrød kl. 8 om morgenen. Jeg tror egentlig de ansatte på skolen vil os det bedste med al den cola. De tror muligvis, at man i Danmark drikker sodavand til alt, da det jo er en vestlig ting. På samme måde serverer de pomfritter, pizza og burgere, når de vil lave "vestlig mad" :) Nåh, men grunden til at jeg skriver, at frokosten og aftensmaden "plejer" at være virkelig godt, er at kokken holder ferie denne uge = elendig mad. Tror stort set alle gik ud og købte ny frokost i dag, da der igen blev serveret andeæg (som eksploderer når man piller dem, og har en virkelig mærkelig lugt - been there, tried that!), tørt brød og vandmelon. Ikke noget man bliver mæt af.. Nok om mad.

Dagene, siden vi kom, har somsagt gået med at falde til - dvs. indkøb af diverse sager, rengøring, indretning etc. og ellers er vi blevet vist lidt rundt i Tianjin; bl.a. Cultural Street og shopping-gaden/storecentre, og på egenhånd har vi set TV-tårnet, buddhistiske templer, gade-markeder og lokalområdet. Sikkert også noget mere, jeg bare ikke lige kan huske nu. Nede på hjørnet fandt vi faktisk en lidt "europæisk" butik, der sælger ordentlig mælk, cornflakes, lurpak-smør og en wannabe-nutella, der hedder "Nussa" :) Det var også dér, hvor vi frustrerede gik hen efter den skuffende frokost på skolen.

Jeg er forresten (endelig) kommet over jetlaget nu, og har heller ikke hjemve længere - eller man længes vel altid lidt hjem, når man får serveret et eller andet udefinerbart slimet-halløj, er ved at blive kørt over 15 gange, når man krydser vejen, eller når man besøger et offentligt toilet, men det er bare kortvarigt.

Værelset er også blevet en del hyggeligere. Gad virkelig godt, jeg kunne lægge billeder ud, men det er ikke lykkedes endnu. Vi har fundet et link, hvorfra man kan logge på Facebook, men forbindelsen er for langsom til at man kan uploade billeder derpå desværre.

I aften tager vi muligvis i byen. Kathrine og jeg snakkede om at holde risvin-fest på vores værelse, men lad os nu se om det bliver til noget. Har en Skype-date med Ida kl. 20 ihvertfald.

Jeg tror jeg stopper her. I skal som sagt bare skrive, hvis I vil se billeder. Det er ret svært at beskrive, hvordan her egentlig er. Når man går på gaden er der ikke bare en masse at se, men også lugte! Så kommer der lige en dunst af kloak fra højre, røgelse fra venstre og lidt længere fremme nyser man af bilosen. Det er kort sagt en meget spændende og blandet oplevelse at være i Kina!

Vi skrives ved! Sofie.

søndag den 23. august 2009

Forresten..

Sad og rodede med kameraet og prøvede at lægge billeder over, men nu har jeg lige fået at vide af en af pigerne, at man ikke kan uploade billeder på Blogspot gennem det link vi bruger. Men jeg finder ud af det. Ellers kan jeg også bare sende billeder til jeres email. Bare skriv!

Tianjin

Hej alle!

Endelig er der mulighed for at skrive herinde. Udover at internettet ikke har fungeret og Blogspot er blokeret af den kinesiske regering, har jeg faktisk ikke haft tid til at sætte mig ned og fortælle om Kina og turen herover før nu.
Lige nu ligger jeg i en stor grøn lænestol på Kathrine og mit nye kæmpe værelse, der, udover stolen, består af 3 køjesenge, et par klædeskabe, skriveborde og et lille køleskab. Ret minimalistisk faktisk. Da vi flyttede ind i går, er det lidt sparsomt med indretningen, meeen vi vil med tiden forsøge at indrette stedet så hyggeligt som muligt – gerne i temaet ”Chinese Wedding”.
Rejsen herover gik fint; flyene afgik til tiden, vi blev modtaget af vores kinesiske kontakt person, Becky, i lufthavnen og køreturen i mini-bussen fra Beijing til Tianjin var også finno. Da vi nåede frem blev vi ret overraskede over, hvor stor skolen og centeret egentlig er – de to bygninger er ENORME! Vi bor ikke i hjertet af Tianjin, men stadig i den sydlige del af centrum, og der er derfor altid masser liv og larm i kvarteret, der, ligesom resten af Kinas storbyer, er præget af industri og byggeri. Cathay Future skilder sig dog meget ud med sin modernitet og luksus-agtige udseende, og står egentlig i stærk kontrat til resten af området. Jeg ved ikke hvordan jeg bedst kan beskrive skolen og centeret, og vil lægge nogle billeder ind i stedet snart. Det er vist det nemmeste.
Da vi ankom fredag eftermiddag var der en del praktiske problemer med værelser – bl.a. var der kun skoldende vand i hanerne og nogle af de værelser, som vi skulle have flyttet ind i, var ikke gjort rene pga. en Summercamp, der åbenbart lige var overstået. Det hele har løst sig nu, men det var ret irriterende at tingene ikke var i orden, da vi ankom meget, meget trætte. Senere den aften holdt skolen forresten en lille velkomst-middag for os. Mig og 3 andre var så trætte at vi crashede allerede kl. 19, hvilket viste sig at være utrolig dumt gjort, for jeg vågnede lysvågen kl. 22, og troede det var morgen. Damn you, jetlag!! Kathrine var heldigvis også vågen, så vi stod op og så et par film på min computer ude i fællesrummet – mange tak for filmene Christian!! Derefter gik det lidt nemmere med at sove.
Når man ligger i sengen og desperat forsøger at falde i søvn, tænker man alt, alt for meget over tingene, og jeg fik derfor hjemve. Meget endda. Kina er så anderledes fra Danmark, og jeg har virkelig svært ved at forestille mig, at jeg kan vænne mig til det. Fx i dag da jeg stod i kø til et offentligt toilet i et indkøbscenter, står der en dame foran mig, som jeg kunne se faktisk arbejdede i centret, og da det bliver hendes tur, tisser hun bare med åben dør! Det skal lige siges toilet-køen var lang og samtidig er toiletterne herovre ikke ligesom de danske; de kinesiske toiletter er bare et hul i gulvet, så det var ikke super lækkert at se en fremmed tisse. Trafikken er også totalt sindssyg! Her gælder ingen regler! At krydse vejen er faktisk meget lig russisk roulette, og at leje en cykel (som nogle af de andre snakker om) er selvmord. Det er helt vildt... Så er der selvfølgelig maden, vejret, systemet osv osv.. Vi har en enorm god udsigt fra vores vindue ud over byen (vi bor alle på 9. etage), men bygningerne over for har sådan et støvet udseende pga. luftforureningen. Det er faktisk så slemt, at den øverste del af TV-tårnet ser helt utydelig ud, når man står lige under det. Vi troede først bare det var tåge eller en slags dis, men nej: støvskyen ligger altid over byen.
Nåh, jeg tror jeg vil til at stoppe for nu. Børnene starter først i skole igen d. 31. August, så vi har stadig nogle dage til at tulle rundt. Skolens ansatte holder os dog meget beskæftigede – nogle gange er det lidt som om, de ingen forståelse har for os overhovedet, som dengang vi netop var ankommet og klagede over værelserne. For dem er standarden vel høj, og kinesere har det generelt dårligt med planlægning, og kan meget bedre lide, at finde på ting henad vejen. De kalder det spontanitet, jeg kalder det sløssethed (hvis det da er et ord). Ej, men det er ikke for at lyde indebrandt, men der er bare så stor forskel på den danske og den kinesiske tankegang, og nogle gange er det lidt svært at forstå hinanden. De mange kulturforskelle gør dog samtidig alt meget nyt og spændende.

Jeg vil skrive meget, meget mere på et andet tidspunkt om byen, skolen og hvad vi ellers går og laver, men jeg er lidt for træt lige nu. Vi fejrede Kathrines 21-års fødselsdag i går, og i morges skulle vi så mødes kl. 9 nede foran centeret, klar til udflugt til Cultural Street (en gammel traditionel kinesisk gade, der er blevet shinet op – et rigtigt turiststed). Gaden var sådan set spændende nok, men vi er alle bare ret smadrede lige nu.
Har forresten fået købt telefon, dyne, nyt sengetøj, en masse rengøringsgrej (den kinesiske definition af ”rent” er lidt forskellig fra den danske – vi har forresten selv ansvar for rengøringen af vores værelser fremover), bøjler til skabet og en masse andre småting, og så krydser jeg fingrer for at Cathay Future og Kina snart føles som et hjem.

Håber alle derhjemme har det godt! Skriv gerne mails til min hotmail adresse: sofisen89@hotmail.com . Både Blogspot, YouTube og Facebook er blokeret for tiden - en af pigerne har heldigvis fundet en måde at smutte uden om blokaden, så nu kan jeg komme på Blogspot, men Facebook er stadig lukket land. Vi arbejder på det ;)

Sofie!

tirsdag den 11. august 2009

Og forberedelsen fortsætter.

Endnu et vigtigt skridt mod et godt ophold i Kina er nu taget. Har lige registreret mig som dansker i udlandet på den danske ambassade i Beijings hjemmeside, så jeg kan blive inviteret med til den årlige julefrokost.

På lørdag er det sidste informationsmøde inden afrejsen, som igen afholdes i Århus. Denne gang handler det vist mest om en introduktion til det kinesiske sprog. Er også ved at være lidt træt af at øve foran computeren; http://www.radio86.dk/alt-om-kina/kinesisk-sprog/sprogskolen/8298/lektion-2-en-kort-samtale . Efter lektion 6 blev det lidt for avanceret...

Vaccine update: Troede lige jeg var færdig med sprøjterne, men det viser sig at jeg stadig mangler tyfus. Dammit!

tirsdag den 4. august 2009

Projektet

Okay. Med 16 dage til afrejse er det vel på tide at skrive sit første blogindlæg. Hmm.. Satte jo barren højt i 2006 med min USA-blog. Smækker lige noget Kings of Convenience på, så går det nok nemmere. Godt så.

Siden opholdet i Minnesota har jeg længtes rigtig meget efter udlandet og forandring i det hele taget, og det virkede derfor naturligt at lede efter arbejde uden for Danmarks grænser, da 3.g begyndte at lagge mod enden ( - det danske arbejdsmarked har i øvrigt vist heller ikke rigtig brug for mig i øjeblikket). For at gøre en lang historie kort, gik der nogle måneder, hvor jeg ledte og ledte i organisations-junglen efter det rigtige projekt, og det fandt jeg så gennem ChinaLink. En dansk organisation med hovedsæde i Århus, der 2 gange årligt sender omkring 12 danske unge til Tianjin, Kina, for at undervise børn i engelsk på en lokal skole. Projektet er fedt, fordi vi, udover at lære en fremmed kultur at kende, skal bruge vores engelsk på en ny måde. Samtidig fungerer balancen mellem vant og uvant rigtig godt, idet man ikke er mutters alene i et fremmed land, men derimod bor sammen med andre i samme situation. Så har jeg også nogle at holde jul med! YAY! - har forresten set billeder af de kære kineser børn, og de er seriøst ikke til at stå for :) Af en eller anden grund ser kinesere yngre ud end de egentlig er.. Undervisningen står på til sidst i januar, og derefter har vi 6 uger til at rejse rundt på egen hånd i Kina. Fedt!
Midt i juni mødtes os deltagere til et informationsmøde i Århus, og det var en enorm lettelse at hilse på de andre, som alle virkede rigtig flinke og engagerede! Virkelig en positiv overraskelse, og jeg er ikke længere i tvivl om at det bliver nogle spændende måneder i Kina med de andre. Udfordrende selvfølgelig. Men altså... Nu er det tid til at se verden uden for Aalborg i øjnene igen. Glæder mig rigtig meget.

For mere info om projektet og skolen, kig her: http://www.chinalink.dk/artikler/danske%20vaerdier%20paa%20proeve.pdf eller her: http://www.chinalink.dk/artikler/dansk%20laerer%20paa%20proeve.pdf

mandag den 3. august 2009

Forberedelser før afrejsen...

... indkluderer oprettelsen af min egen Kina-blog!