Mit Kina-ophold lagger mod enden, og det samme gør min blog - det her bliver meget muligt det sidste indlæg.. Trist!
Historien endte dog lykkeligt; Sarah og jeg nåede lyntoget fra Shanghai til Wuhan, flyet til Beijing afgik (på trods af fovarsel om snestorm) til tiden, og vi havde glædeligt gensyn med de andre danskere på skolen i Tianjin i går eftermiddags efter en enkelt overnatning i Beijing :)
Efter en dejlig middag endte vi, hvor det hele i sin tid startede; på Ali Baba, så i skrivende stund sidder jeg på Starbucks og forsøger at pleje mine tømmermænd med mocha og sandwich.. Det går sådan noglenlunde :)
Når vi en gang får taget os sammen, er planen at rejse os op og gå ned ad gaden, hvor der ligger en kæmpe discount-skobutik og lige shoppe amok en sidste gang. Da vi landede i Beijing i forgårs, var det første vi gjorde, at smutte forbi hostelet og smide bagagen, for derefter at tage med undergrunden ud til Yashou (et stort varehus med kopi-ting, perler og "silke" - lidt ala silkemarkedet, men bedre og billigere!) og købe de sidste souviners (glæd jer!). Fik også lige købt et par fede bowler-agtige sko til mig selv. Jeg er jo en lille bowler!
Egentlig ville jeg gerne lige stikke hovedet ind i klasserne og sige hej til mine unger igen, men de nyankomne danskere, der i de her dage underviser for første gang, fortalte mig i går, at mine unger kalder deres nye engelsklærer for Sofie :) Hun har ellers forsøgt at forklare dem at jeg er i Danmark, men ja.. Derfor er det nok bedst, jeg bliver væk. Desværre. Må indrømme at jeg savner dem lidt..
Min kollega fra Advanced 4 har dog hjulpet Sarah og mig rigtig meget på rundrejsen; hun købte flybilletter for os gennem en kinesisk side (der findes nemlig to forskellige priser på alt; den internationale og den kinesiske - den kinesiske er selvfølgelig langt billigst) og har i det hele taget været rigtig flink og hjælpsom gennem de sidste 6 måneder. Købte to pakker fin te i Lijiang (Sydvestkina), og tror jeg giver hende den ene.
Anyways..
Jeg har virkelig, virkelig svært ved at forstå, at jeg det her sådan set er sidste dag i Kina. Tanken om at stå i Aalborg lufthavn om lidt over 24 timer er utrolig fjern, og ret skræmmende for at være helt ærlig. Nu må I tage godt imod mig! Har nok taget lidt Kina-skade - altså, min "smerteterskel" i forhold til hygiejne er rykket en hel del, har hang til lyskæder, og foretrækker faktisk spisepinde fremfor kniv og gaffel. Min indre-kineser er i fuld flor!
Jeg lovede at smide billeder fra rundrejsen herpå bloggen, når jeg fik fat i min egen computer, men har simpelthen ikke tid i dag. Efter en hurtig runde i sko-butikken, tager vi tilbage til skolen for at hente vores ting, for derefter at hoppe med toget nordpå til Beijing. I aften mødes vi alle for at spise en sidste Peking-and (en Beijing-specialitet) og snakke om gamle dage. ;) Forhåbentlig smutter vi også forbi en hyggelig bar i den nordlige del af byen, for lige at drikke en aller, aller sidste White Russian og skåle i Tsingtao.
I morgen går turen til Danmark. Puha!
Glæder mig sindssygt meget til at se jer alle igen :) Efter på rundrejsen at have udforsket hver en skummel afkrog af Kina, føler både Sarah og jeg os endelig klar til at vende hjem.
For at runde af, vil jeg bare lige sige - på en forhåbentlig ikke alt for corny måde - at det har været nogle fantastiske 7 måneder; utrolig anderledes fra hvad jeg hjemmefra havde forventet, men absolut fede!
Og så, til aller, aller sidst vil jeg lige slutte af med et guldkorn fremsagt af Sarah i går aftes i taxaen; Alting går hurtigere på hug!
Vi ses! ;)
mandag den 8. marts 2010
tirsdag den 2. marts 2010
Shanghai, baby!
Jep! Saa er Sarah og jeg vendt tilbage til Oestkysten efter 3 uger i Sydvest og Centralkina.
Det var egentlig ikke planen at komme forbi Shanghai, men da vi paa magisk vis var kommet foran vores oprindelige tidsplan, besluttede vi at bruge dagene i landets stoerste by. Nizzle!
Det her maa altsaa blive et kort indlaeg - skriver egentlig mest bare herinde denne gang for at fortaelle at vi stadig lever, og at vi nu befinder os i Shanghai - da jeg endnu en gang er ret smadret.. Vi ankom nemlig hertil fra storbyen Wuhan, der ligger langs Yangtze-floden i det centrale Kina, i morges ved 8-tiden efter at have siddet i et gammeldags bumletog paa noget, der hedder "hard seat", i 19 stive timer! Planen var ellers at hoppe paa et af de splinternye lyntog, der med en tophastighed paa 350 km/t naar tilbage laegger de 1200 km til Shanghai paa omkring 5 timer, men da vi i gaar morges troppede op paa togstationen, sagde damen bag skranken at der var udsolgt. Lort! Naeste ledige afgang med lyntogene var ikke foer en gang ud paa eftermiddagen dagen efter, og utaalmodige som vi jo er, valgte vi at smutte med et af de aeldre, langsomme toge, der koerte et par timer efter. Togturen ville godt nok vare 14 timer laengere og desuden var der ikke flere sengepladser tilbage, saa vi maatte sidde op hele vejen, men Sarah og jeg saa det lidt som den ultimative kineser-test; ku' vi klarer det, ku' vi klare alt! Tilgengaeld var billetten utrolig billig - kun 68 RMB (traek 20 procent fra, og saa har du beloebet i kr).
Efter bumle-mareridtet med natbussen fra Lijiang til Chengdu i sidste uge havde jeg ellers haabet (og svogret!) paa, at det var slut med natbusser - og toge, men paa den anden sidde, sparer man jo en overnatning = ekstra penge at bruge paa Starbucks (vi er uheldigvis begge blevet afhaenige af hhv. americano og mocha)..
Men ingen rejsedag uden dramatik, og dagens kiks bestod i at jeg, da vi sad i Waiting area'et paa togstationen, tilfaeldigvis opdagede, at der, i modsaetning til Sarahs, ikke stod noget saede-nummer paa min billet: Oh no! Jeg kunne umuligt staa op i 19 timer! Forhoerte mig straks hos en af vagterne, og foer jeg viste af det var jeg pludselig omringet af 5-6 andre vagter, der alle var nysgerrige efter at se, hvad den forvirrede hvide pige vroevlede om.. Jeg maa have set meget lost ud, for personalet bad mig om at hente min ven, og foelge med dem hen til den anden ende af hallen. Vi blev placeret paa en baenk og fik besked paa at vente der, indtil de hentede os igen. Hmm... I loebet af den time vi sad der, naaede vi at fantasere om pladser paa foersteklasse og VIP-lounges, men da vagten vendte tilbage en halv times tid foer afgang fulgte han os bare ned til toget og hen til vores saede (laeg maerke til ental), og sagde; "Here. You sit, you stand.." Piiiiiiis!
Var lige ved at begynde at graede.. Heldigvis viste der sig, at vaere et tomt saede lidt laengere nede i kupeen, hvor jeg slog mig ned hos en kinesisk familie, som i oevrigt INTET engelsk talte, saa Sarahs og min plan om at deles om saedet og skiftevis staa op i 2 timer adgangen behoevede ikke realiseres.. Puuuha!
Familien var forresten ret flinke, og jeg fik utrolig meget opmaerksomhed, da jeg efter en halvtimes koersel, fqndt min rejse-dagbog frem og begyndte at skrive. De havde aabenbart aldrig set en vesterlaending skrive bogstaver foer, saa mig og mine boeger var en stor sensation - ja, faktisk fandt de fleste andre passagerer omkring mig det underholdende at stirrer paa min kuglepen, mens jeg skrev.. Hehe.. Vi var de eneste udlaendinge i den del af toget - normalt betaler turisterne jo glaedeligt lidt ekstra, for at kunne ligge ned i (forholdsvis) behagelige senge paa nattogene, og kineserne i kupeen lavede store oejne i starten, da de fandt ud af, jeg ingen siddeplads havde.
Paa trods af, at vi stort set ingen soevn fik og smerterne i ryggen i dag har vaeret et helvede, er vi begge glade for, at vi sagde ja til afgangen. Vi har bevidst over for os selv, at vi er hardcore back packers og sande kinesere! ;)
Dagene her i Shanghai skal bruges paa museum, sightseeing (i morgen) og paa at shoppe (overmorgen) - har dog ikke rigtig nogen penge tilbage, men altsaa.. Maaske kan jeg bare faa lidt inspiration i butikker som Mango, Zara, French Connection osv. og saa koebe det billigere i Tianjin et par dage foer vi flyver mod Danmark, hmm.. Vi ser paa det! Sarah har ihvertfald taenkt sig at shoppe igennem - man foeler sig ogsaa lidt underligt tilpas, naar man gaar ned ad gaden i sin flistroeje og Nike-loebesko her i Shanghai blandt hippe kinesere og udlaendinge - det praktiske toej, der fungerede i Tibets oedemark og paa vandreturen i Tiger Leaping Gorge, passer bare ikke rigtig ind i Shanghai's gadebillede.. Proever at modstaa fristelsen til at shoppe, men det er svaaaeeert! ;)
Hov, har helt glemt at fortaelle om dagene mellem Chengdu og Shanghai; altsaa, vi havde jo 2 overnatninger i Chengdu (en stor by, der ligger taet ved graensen til Tibet, og er kendt for sit panda-reservat), hvorefter vi tog lyntoget oestpaa til Chongqing (det gik faktisk for en gang skyld helt smooth!), som vi dog hurtigt forlod igen til fordel for et mellemstort skib opad Yangtze-floden. Vi fik at vide paa rejsebureat i Chongqing, at cruiset var internatinalt med engelske guider og udenlandske passagerer, men da vi kom ombord viste det sig at alle de andre gaester (paa naer en mindre gruppe kinesere) var tyskere over 50 aar! Nedern! Og der var ingen engelsk-guide, men derimod 2 kineserer, der med stor iver snakkede flydende tysk til os, selvom vi flere gange forsoegte at forklare at vi ikke var tyskere.. Ikke desto mindre insisterede specielt den ene af dem paa konsekvent at tale tysk til os. Meget irriterende..! Hele cruiset var en noget surrealistisk oplevelse.. Indelukket paa et skib med tyskere og kinesere i 2 doegn er ikke noget at spoege med.. Jeg har optaget den underligste film fra velkomstfesten i skibets bar, hvor en gammel mand fra Dusseldorf hiver Sarah med ud paa dansegulvet, og svinger hende rundt under en kaempe disko-kugle til 80'er musik, hvorefter en kinesisk familiefar laver noget der ligner elektric-boogie..
Vi var begge lettede, da vi lagde til kajs til i Yichang, og kunne vende tilbage til civilisationen.
Turen gik derefter med lokalbus fra Yichang til Wuhan (rejse-dramatiken bestod denne dag i, at jeg uheldigvis havde gjort vores forudbetalte bus-billetter vaek, hvilket vi foerst opdagede en halv time foer afgang. Damen der stod for at tjekke billetter troede dog paa os, og vi fik lov til at komme med alligevel), hvor vi blev en enkelt nat, for derefter at tage ned paa togstationen morgenen efter og koebe billet til Shanghai. Og resten af historien kender I jo :)
Naaarh, det blev alligevel et langt indlaeg - det er svaert at stoppe, naar man foerst er kommet i gang.. Nu traenger jeg virkelig ogsaa til hvile! Sarah ligger allerede i sengen.
Goooooooooooooooooooooodnat!
PS. Vi tager lyntoget til Wuhan d. 5. marts (vi har allerede koebt billetterne - det var det foerste vi gjorde her i Shanghai!), og flyver nordpaa til Beijing d. 6. om morgenen. Naeste indlaeg herpaa bloggen bliver hoejst sandssynligt fra min egen computer hjemme fra Tianjin! :)
Det var egentlig ikke planen at komme forbi Shanghai, men da vi paa magisk vis var kommet foran vores oprindelige tidsplan, besluttede vi at bruge dagene i landets stoerste by. Nizzle!
Det her maa altsaa blive et kort indlaeg - skriver egentlig mest bare herinde denne gang for at fortaelle at vi stadig lever, og at vi nu befinder os i Shanghai - da jeg endnu en gang er ret smadret.. Vi ankom nemlig hertil fra storbyen Wuhan, der ligger langs Yangtze-floden i det centrale Kina, i morges ved 8-tiden efter at have siddet i et gammeldags bumletog paa noget, der hedder "hard seat", i 19 stive timer! Planen var ellers at hoppe paa et af de splinternye lyntog, der med en tophastighed paa 350 km/t naar tilbage laegger de 1200 km til Shanghai paa omkring 5 timer, men da vi i gaar morges troppede op paa togstationen, sagde damen bag skranken at der var udsolgt. Lort! Naeste ledige afgang med lyntogene var ikke foer en gang ud paa eftermiddagen dagen efter, og utaalmodige som vi jo er, valgte vi at smutte med et af de aeldre, langsomme toge, der koerte et par timer efter. Togturen ville godt nok vare 14 timer laengere og desuden var der ikke flere sengepladser tilbage, saa vi maatte sidde op hele vejen, men Sarah og jeg saa det lidt som den ultimative kineser-test; ku' vi klarer det, ku' vi klare alt! Tilgengaeld var billetten utrolig billig - kun 68 RMB (traek 20 procent fra, og saa har du beloebet i kr).
Efter bumle-mareridtet med natbussen fra Lijiang til Chengdu i sidste uge havde jeg ellers haabet (og svogret!) paa, at det var slut med natbusser - og toge, men paa den anden sidde, sparer man jo en overnatning = ekstra penge at bruge paa Starbucks (vi er uheldigvis begge blevet afhaenige af hhv. americano og mocha)..
Men ingen rejsedag uden dramatik, og dagens kiks bestod i at jeg, da vi sad i Waiting area'et paa togstationen, tilfaeldigvis opdagede, at der, i modsaetning til Sarahs, ikke stod noget saede-nummer paa min billet: Oh no! Jeg kunne umuligt staa op i 19 timer! Forhoerte mig straks hos en af vagterne, og foer jeg viste af det var jeg pludselig omringet af 5-6 andre vagter, der alle var nysgerrige efter at se, hvad den forvirrede hvide pige vroevlede om.. Jeg maa have set meget lost ud, for personalet bad mig om at hente min ven, og foelge med dem hen til den anden ende af hallen. Vi blev placeret paa en baenk og fik besked paa at vente der, indtil de hentede os igen. Hmm... I loebet af den time vi sad der, naaede vi at fantasere om pladser paa foersteklasse og VIP-lounges, men da vagten vendte tilbage en halv times tid foer afgang fulgte han os bare ned til toget og hen til vores saede (laeg maerke til ental), og sagde; "Here. You sit, you stand.." Piiiiiiis!
Var lige ved at begynde at graede.. Heldigvis viste der sig, at vaere et tomt saede lidt laengere nede i kupeen, hvor jeg slog mig ned hos en kinesisk familie, som i oevrigt INTET engelsk talte, saa Sarahs og min plan om at deles om saedet og skiftevis staa op i 2 timer adgangen behoevede ikke realiseres.. Puuuha!
Familien var forresten ret flinke, og jeg fik utrolig meget opmaerksomhed, da jeg efter en halvtimes koersel, fqndt min rejse-dagbog frem og begyndte at skrive. De havde aabenbart aldrig set en vesterlaending skrive bogstaver foer, saa mig og mine boeger var en stor sensation - ja, faktisk fandt de fleste andre passagerer omkring mig det underholdende at stirrer paa min kuglepen, mens jeg skrev.. Hehe.. Vi var de eneste udlaendinge i den del af toget - normalt betaler turisterne jo glaedeligt lidt ekstra, for at kunne ligge ned i (forholdsvis) behagelige senge paa nattogene, og kineserne i kupeen lavede store oejne i starten, da de fandt ud af, jeg ingen siddeplads havde.
Paa trods af, at vi stort set ingen soevn fik og smerterne i ryggen i dag har vaeret et helvede, er vi begge glade for, at vi sagde ja til afgangen. Vi har bevidst over for os selv, at vi er hardcore back packers og sande kinesere! ;)
Dagene her i Shanghai skal bruges paa museum, sightseeing (i morgen) og paa at shoppe (overmorgen) - har dog ikke rigtig nogen penge tilbage, men altsaa.. Maaske kan jeg bare faa lidt inspiration i butikker som Mango, Zara, French Connection osv. og saa koebe det billigere i Tianjin et par dage foer vi flyver mod Danmark, hmm.. Vi ser paa det! Sarah har ihvertfald taenkt sig at shoppe igennem - man foeler sig ogsaa lidt underligt tilpas, naar man gaar ned ad gaden i sin flistroeje og Nike-loebesko her i Shanghai blandt hippe kinesere og udlaendinge - det praktiske toej, der fungerede i Tibets oedemark og paa vandreturen i Tiger Leaping Gorge, passer bare ikke rigtig ind i Shanghai's gadebillede.. Proever at modstaa fristelsen til at shoppe, men det er svaaaeeert! ;)
Hov, har helt glemt at fortaelle om dagene mellem Chengdu og Shanghai; altsaa, vi havde jo 2 overnatninger i Chengdu (en stor by, der ligger taet ved graensen til Tibet, og er kendt for sit panda-reservat), hvorefter vi tog lyntoget oestpaa til Chongqing (det gik faktisk for en gang skyld helt smooth!), som vi dog hurtigt forlod igen til fordel for et mellemstort skib opad Yangtze-floden. Vi fik at vide paa rejsebureat i Chongqing, at cruiset var internatinalt med engelske guider og udenlandske passagerer, men da vi kom ombord viste det sig at alle de andre gaester (paa naer en mindre gruppe kinesere) var tyskere over 50 aar! Nedern! Og der var ingen engelsk-guide, men derimod 2 kineserer, der med stor iver snakkede flydende tysk til os, selvom vi flere gange forsoegte at forklare at vi ikke var tyskere.. Ikke desto mindre insisterede specielt den ene af dem paa konsekvent at tale tysk til os. Meget irriterende..! Hele cruiset var en noget surrealistisk oplevelse.. Indelukket paa et skib med tyskere og kinesere i 2 doegn er ikke noget at spoege med.. Jeg har optaget den underligste film fra velkomstfesten i skibets bar, hvor en gammel mand fra Dusseldorf hiver Sarah med ud paa dansegulvet, og svinger hende rundt under en kaempe disko-kugle til 80'er musik, hvorefter en kinesisk familiefar laver noget der ligner elektric-boogie..
Vi var begge lettede, da vi lagde til kajs til i Yichang, og kunne vende tilbage til civilisationen.
Turen gik derefter med lokalbus fra Yichang til Wuhan (rejse-dramatiken bestod denne dag i, at jeg uheldigvis havde gjort vores forudbetalte bus-billetter vaek, hvilket vi foerst opdagede en halv time foer afgang. Damen der stod for at tjekke billetter troede dog paa os, og vi fik lov til at komme med alligevel), hvor vi blev en enkelt nat, for derefter at tage ned paa togstationen morgenen efter og koebe billet til Shanghai. Og resten af historien kender I jo :)
Naaarh, det blev alligevel et langt indlaeg - det er svaert at stoppe, naar man foerst er kommet i gang.. Nu traenger jeg virkelig ogsaa til hvile! Sarah ligger allerede i sengen.
Goooooooooooooooooooooodnat!
PS. Vi tager lyntoget til Wuhan d. 5. marts (vi har allerede koebt billetterne - det var det foerste vi gjorde her i Shanghai!), og flyver nordpaa til Beijing d. 6. om morgenen. Naeste indlaeg herpaa bloggen bliver hoejst sandssynligt fra min egen computer hjemme fra Tianjin! :)
Abonner på:
Opslag (Atom)
