Så er jeg tilbage.
Klokken er 20 minutter i 12 om formiddagen, og jeg har lige fået fri fra Kindergarden. Sidder i den grønne lænestol med en sprød pære nede fra det lokale frugt og grøntmarked.
Efter 3 uger med vores faste skema, er vi alle kommet ind i en dagligrutine, og i øjeblikket føles det virkelig som om tiden flyver afsted. Mandag til fredag møder jeg kl. 8 og har fri igen kl. 11:30. Mandag eftermiddag skal jeg vende tilbage til Kindergarden kl. 14:30 – 16, om tirsdag og fredag er der kinesisk fra kl. 15 – ca. 17, onsdag og torsdag skal jeg i Babyclass fra kl. 14:30 – 16. Så sådan hænger min hverdag sammen. I dag har vi torsdag, så jeg skal (desværre) tilbage på skolen og i Babyclass om et par timer. De børn jeg normalt underviser er jo 5 år, og forstår derfor en hel del, men de helt små på 2 år kan jeg jo højest lære et par engelske remser. Tror jeg starter med ”Head, Shoulders, Knees and Toes”. Det ved man da, hvad er.
Sorry, men det her indlæg bliver et forvirrende ét. Er lige vendt tilbage fra 1½-time i Babyclass, og er rystet! Ej, lige da jeg kom derned, var alle børnene på vej ned i skolegården med deres pædagoger; der blev sat kinesiske børnemusik på, og os danskere skulle danse med, da børnene blev sat i rundkredse og tøvende rokkede med til sangene, mens cyklister og andre folk på gaden stoppede op for at glo på os. Da jeg på et tidspunkt ville tage en lille pige i hånden, begyndte hun at græde. Så tude. Og til sidst BRØLE. Flere af de andre har også problemer med skræmte børn. Anna Kristina, en af de andre danskere, talte med en dreng fra hendes Babyclass’ mor, som fortalte at hendes søn var bange for folk med rødt og gult hår. Hmmm.. Det vil altså sige, han kun kan lide folk med mørkt hår = kinesere!
Det er selvfølgelig bare et spørgsmål om tid før ungerne vil elske os, men lige nu er det bare en smule frustrerende. I starten var det faktisk på samme måde i Kindergarden – eller børnene græd selvfølgelig ikke, men man var forvirret og usikker på, hvad man lige skulle gøre og hvornår. Nu går det derimod helt godt deroppe; undervisningen kører nogenlunde og børnene, ja, they love me! Det lyder så sødt, når jeg kommer ind i klassen om morgenen: ”Sofi! Sofi!” Tidligere skrev jeg herinde, at mine børn fra første time (altså Advanced 3) var mine yndlings, og at dem fra anden time var langt mere reserverede pga. deres diktator-lærer. Well, nu viser det sig at ungerne fra anden time i virkeligheden er verdens sødeste børn, og at dét, at deres anden lærer (Tudsen) er så ond ved dem, gør at de foretrækker mig – eller ihvertfald sætter stor pris på mig, som jo ikke slår eller råber ad dem. Så Tudsens opførsel har faktisk bragt noget positivt med sig ;)
Efter skole bruger vi tiden på forberedelse, shopping (rigtig meget shopping faktisk - Kina er et accessory-mekka!), kinesisk undervisning, at stene DVD'er i fællesrummet (DVD'erne fås for ca. 8 kr på den anden side ad gaden, så vores samling er efterhånden ret stor), Kung Fu, løbeturer, at spise kager nede på Deli og sådan lidt af hvert. Der sker tit et eller andet underligt, som fx. i torsdags, hvor der var bordtennis-turnering på skolen for de ansatte - nogle af kineserne er seriøst SYGE til bordtennis! Jeg blev slået ud i første kamp (damn it!), og missede dermed min chance for at få fingrene i præmien; bodylotion med hvidnings-stof i! Lars blev den heldige vinder af vores pulje. Han har også for meget kulør. Væk med den.
Weekenden bruger vi på at drikke. Det er lidt sørgeligt, men sandt. Eller altså, tilfældigvis er vi endt i byen eller på værtshus alle weekender herovre indtil nu, og det var egentlig ikke planen, men der dukker bare altid et eller andet op. Som i sidste weekend, hvor mig og 5 andre i virkeligheden havde regnet med at tage til Beijing. I stedet endte vi til rave-fest på et gammelt russisk hangarskib. Sådan er alt i Kina; You never know! Der sker altid et eller andet et sted, og der er altid ændringer her og der. Ingenting bliver helt som man regner med. Festen var sådan set fed nok - musikken var elektronisk, og det blev en smule ensformigt i længden, men der var nogle spændende mennesker og billige drinks. De fleste folk om bord var studerende fra Vesten eller udstationerede bosat i Beijing, og det var helt underligt at se så mange hvide mennesker samlet på ét sted. Man følte sig slet ikke speciel længere! ;) Det var fedt at snakke med folk, der rent faktisk talte engelsk - vi mødte ovenikøbet nogle danskere, men altså.. Jeg er ikke taget hele vejen til Kina for at snakke med danskere, og hvad har jeg også tilfælles med en fyr på 30 fra Vestas? Anyways.. Stort set de eneste kinesere ombord var de ca. en million vagter rundt omkring i militærtøj - det var jo også et gammelt militærskib, og der stod faktisk stadig helikoptere og små fly med røde kommuniststjerner på dækket, hvor festen også blev holdt oppe. Virkelig cool.. Dem der arrangerede festen er kendt for at holde nogle fede fester, og har tidligere stået for et beach party på den kinesiske mur. Derfor MÅTTE vi alle med! Og det kom vi. Og det var godt.
Der er forresten pynt i Tianjins gader for tiden. Store, røde plakater med Mao og tallet "60" hænger alle steder - selv i skolegården. Stødte på Che Guevara i et shoppingcenter den anden dag. Festligt! D. 1. oktober er det nemlig præcis 60 år siden Mao stod på den Himmelske Fredsplads og udråbte Den Kinesiske Folkerepublik, og netop dér skal vi selvfølgelig stå på torsdag og vifte med røde flag! 8 af os har booket hostel i Beijing fra d. 30. september til d. 2. oktober - man er nødt til komme dagen før, for d. 1. oktober bliver ingen lukket ind i Beijing, da myndighederne er bange for menneskemylderet. Det blir vildt!
Pga. nationaldagen er efterårsferien i år forlænget et par dage, så den varer fra d. 1. - d. 12. oktober. Den 5 dages-tur, som skolen giver os danskere, har vi bestemt at lægge fra 4. - 8. oktober, og destinationen blev efter en del diskussioner og afstemninger Xi'an. Xi'an er en meget gammel by, 12-timers kørsel fra Beijing (20 timer med bumletog), kendt for dens templer, flotte natur og så selvfølgelig Terracotta-krigerne - eller må indrømme, at jeg aldrig havde hørt om dem før for nylig, men det er åbenbart én af Kinas største kulturskatte; en hær af ca. 8000 lerfigurer i menneskestørrelse fra før Kristus, bygget af en eller anden kejser for at beskytte byen (tror jeg nok). Et af Kinas største bjerge og et stykke af den kinesiske mur ligger også i området, så der er nok at se. Det bliver også fedt i sig selv at komme væk fra storbyen og ud i naturen en uges tid. Har efterhånden vænnet mig til stanken af os og den evige tåge, der gør alt på over 20 meters afstand utydeligt, så det bliver helt mærkeligt - men dejligt - at få frisk luft igen.
Nåh, det var lige the main news :) Ellers kan det lige nævnes at vejret fortsat er godt og varmt (sidder faktisk i shorts lige nu), vores maver har det okay igen, min telefon er fortsat død og lærerne er stadig onde ved børnene. Lørdag formiddag kommer der nogle journalister ned på skolen, for at skrive en artikel om os "foreign teachers", der i dagens anledning skal bage moon cakes med nogle elever. Hverdagen i Tianjin er spændende, spændende! :)
torsdag den 24. september 2009
onsdag den 16. september 2009
tirsdag den 15. september 2009
Mandags-ceremonier og hvide mænd i Østen
Hello!
Har lige en times tid før kinesisk undervisningen starter, så hamrer løs på tastaturet indtil da..
Okay. Vidste godt hjemmefra, at kineserne gik en del op i disciplin og marcher osv., men at forestille sig på HVOR MEGET de egentlig dyrker det, er svært. Åbenbart er der fra denne uge indført en fast "mandags-ceremoni" fra klokken 8:40 - 9:30, hvor Kindergarden-klasserne og deres lærere indgår - inklusiv mig. I mandags foregik det sådan at overlæreren, Mariah (som i øvrigt er hende, der også bestemmer over os), holdt en slags tale for børnene, som stod i geled klasse for klasse, lærerne, nogle forældre, nogle uidentificerbare folk, og nogle fremmede folk, der tilfældigvis kom gående ned ad gaden og bare havde lyst til at høre med. Udvalgte elever fra Kindergarden fik lov til at sige lidt i mikrofonen, og flaget blev derefter hejst af andre elever klædt ud i en slags matros-tøj til tonerne af (hvad jeg tror er) Kinas nationalsang. Det hele var ret propaganda-agtigt - især børnenes taler, som virkelig lød som noget, de var blevet tvunget til at lære udenad.. Men man ved jo aldrig..
Det var ihvertfald svært for os danskere at holde masken, for mest af alt virkede optrinet bare lidt komisk. Meget komisk faktisk. Jeg stod i mine egne tanker nede bagi på sikker afstand af galskaben og forsøgte at fotografere matros-børnene, da Maria, der stod allerforest med mikrofonen, lige pludselig siger "Foreign teachers, come up here!". Jesus! "Just introduce yourself and say a few sentences.." Øh, okay. Så stod vi der.. Mandag morgen kl. 9, beordret op til mikrofonen foran hvem ved hvor mange mennesker, halvtåget og med søvn i øjnene.. Vi har opfundet et nyt begreb for den slags uventede situationer; "TIC - This is China". Sådan foregår tingene hernede.. Spontant! Det var nu sjovt nok at prøve, og det gik da også fint nok; blev ret forfjamsket, og sagde bare "Good morning, I'm Sofie.." og så fik publikum lige en thumbs up med på vejen! Det er ret irriterende, har fået en dårlig vane med at give thumbs ups hele tiden til alle og enhver, fordi jeg gør det så ofte til eleverne, når jeg underviser. På samme måde er jeg begyndt ofte at svare "Very good!" eller "Excellent", når folk uden for skoletiden spørger om min mening om noget, og tager dem tilmed i hånden, når de ser forvirrede ud. Det er en arbejdsskade..
Nåh, nu er klokken 10 i 3, og jeg må til at finde ud af, hvor kinesisk undervisningen foregår henne i dag. Skriver videre i aften.
Godt, så er jeg tilbage på værelset! Efter kinesisk cyklede Sarah og mig ud i et stort indkøbscenter, der hedder Emart, for bl.a. at købe en gave til vores nye kinesiske ven, Cathay. Vi mødte hende i går aftes, da vi var ude at gå omkring søen ved TV-tårnet. Ligegyldigt ugedagen, er der altid musik og et hav mennesker, der danser, laver gymnastik, synger, ja, de laver lidt af hvert dernede om aftenen, og i går var ikke en undtagelse. Vi stod og gloede på, da en dame der "marcherede" rundt i en stor cirkel med en masse andre gjorde tegn til at vi skulle joine. Det gjorde vi så. Virkelig sjovt! Man er jo ene vesterlænding blandt kineserne, så de lægger alle sammen mærke til én, og hilser på. Kineserne er generelt utrolig åbne og meget direkte, derfor kom det ikke som et kæmpe chok, da en pige efter dansen, kom over til os og sagde: "Hello, I would like to be your friend!" :) Det var så Cathay! Efter at have snakket lidt, inviterede hun os hjem til hende til frokost på onsdag. Normalt i Danmark ville man jo aldrig takke ja til den slags, men her er det fremgangsmåden. Derfor måtte vi lige et smut forbi Emart - læg mærke til, at vi valgte at CYKLE derud! Hehe.. Skrev jo i et af de første indlæg herfra, at begå sig i trafikken ville være det rene selvmord, men ja. Som sagt er vi alle mere eller mindre ved at være faldet til, og at cykle her til aften, var lidt som at sætte to streger under "tilpasset" :) Den ultimative kineser-test! Ej, den ultimative test ville være at lave et venstresving skråt gennem et kæmpe, trafikeret kryds - uden at gå i panik vel at mærke. Det gjorde vi faktisk i aften - hele 3 gange! Men desværre havde vi lidt problemer med at "keep it cool", og gik i stedet i stå midt i krydset, mens vi skreg og grinnede.. Ja, ja, det kommer nok..
Anyways, det jeg ville fortælle, var egentlig bare hvor venlige - de fleste - kinesere er mod os, og hvor meget de forguder os. Altså, det er egentlig lidt grotesk, at man bliver behandlet bedre end andre pga. ens hudfarve, men sådan er virkeligheden bare hernede. Alt der har med Vesten at gøre er moderne. Fugtighedscreme med hvidnings-stof er udbredt og accepteret - man kan få Garnier "Pure Whitening" i Emart! - og når vi shopper tøj, kan de omkringstående kinesere finde på, at holde øje med os, og vælge de samme varer som os. Særbehandlingen er sommetider skjult, men nogengange også fuldstændig åbenlys, som fx i onsdags da Sarah og mig var ude at gå en tur, og lige ville tjekke Hard Rock Cafe's prisliste udenfor, hvorefter vi blev hevet med indenfor, og fik serveret gratis øl, te, frugt og grøntsager. Alt sammen, bare fordi vi er hvide. Det er skræmmende og uretfærdigt, men samtidig siger man jo ikke nej til gratis sager og god behandling..
Man føler sig virkelig anderledes, når man går på gaden, og folk vender sig om efter én, eller står i kø i supermarkedet, og pigen bagved sniger sig til et billede på sin telefon, men som sagt kommer der også gode ting ud af at være alien - som fx gratis drinks og nye venner ;)
Har lige en times tid før kinesisk undervisningen starter, så hamrer løs på tastaturet indtil da..
Okay. Vidste godt hjemmefra, at kineserne gik en del op i disciplin og marcher osv., men at forestille sig på HVOR MEGET de egentlig dyrker det, er svært. Åbenbart er der fra denne uge indført en fast "mandags-ceremoni" fra klokken 8:40 - 9:30, hvor Kindergarden-klasserne og deres lærere indgår - inklusiv mig. I mandags foregik det sådan at overlæreren, Mariah (som i øvrigt er hende, der også bestemmer over os), holdt en slags tale for børnene, som stod i geled klasse for klasse, lærerne, nogle forældre, nogle uidentificerbare folk, og nogle fremmede folk, der tilfældigvis kom gående ned ad gaden og bare havde lyst til at høre med. Udvalgte elever fra Kindergarden fik lov til at sige lidt i mikrofonen, og flaget blev derefter hejst af andre elever klædt ud i en slags matros-tøj til tonerne af (hvad jeg tror er) Kinas nationalsang. Det hele var ret propaganda-agtigt - især børnenes taler, som virkelig lød som noget, de var blevet tvunget til at lære udenad.. Men man ved jo aldrig..
Det var ihvertfald svært for os danskere at holde masken, for mest af alt virkede optrinet bare lidt komisk. Meget komisk faktisk. Jeg stod i mine egne tanker nede bagi på sikker afstand af galskaben og forsøgte at fotografere matros-børnene, da Maria, der stod allerforest med mikrofonen, lige pludselig siger "Foreign teachers, come up here!". Jesus! "Just introduce yourself and say a few sentences.." Øh, okay. Så stod vi der.. Mandag morgen kl. 9, beordret op til mikrofonen foran hvem ved hvor mange mennesker, halvtåget og med søvn i øjnene.. Vi har opfundet et nyt begreb for den slags uventede situationer; "TIC - This is China". Sådan foregår tingene hernede.. Spontant! Det var nu sjovt nok at prøve, og det gik da også fint nok; blev ret forfjamsket, og sagde bare "Good morning, I'm Sofie.." og så fik publikum lige en thumbs up med på vejen! Det er ret irriterende, har fået en dårlig vane med at give thumbs ups hele tiden til alle og enhver, fordi jeg gør det så ofte til eleverne, når jeg underviser. På samme måde er jeg begyndt ofte at svare "Very good!" eller "Excellent", når folk uden for skoletiden spørger om min mening om noget, og tager dem tilmed i hånden, når de ser forvirrede ud. Det er en arbejdsskade..
Nåh, nu er klokken 10 i 3, og jeg må til at finde ud af, hvor kinesisk undervisningen foregår henne i dag. Skriver videre i aften.
Godt, så er jeg tilbage på værelset! Efter kinesisk cyklede Sarah og mig ud i et stort indkøbscenter, der hedder Emart, for bl.a. at købe en gave til vores nye kinesiske ven, Cathay. Vi mødte hende i går aftes, da vi var ude at gå omkring søen ved TV-tårnet. Ligegyldigt ugedagen, er der altid musik og et hav mennesker, der danser, laver gymnastik, synger, ja, de laver lidt af hvert dernede om aftenen, og i går var ikke en undtagelse. Vi stod og gloede på, da en dame der "marcherede" rundt i en stor cirkel med en masse andre gjorde tegn til at vi skulle joine. Det gjorde vi så. Virkelig sjovt! Man er jo ene vesterlænding blandt kineserne, så de lægger alle sammen mærke til én, og hilser på. Kineserne er generelt utrolig åbne og meget direkte, derfor kom det ikke som et kæmpe chok, da en pige efter dansen, kom over til os og sagde: "Hello, I would like to be your friend!" :) Det var så Cathay! Efter at have snakket lidt, inviterede hun os hjem til hende til frokost på onsdag. Normalt i Danmark ville man jo aldrig takke ja til den slags, men her er det fremgangsmåden. Derfor måtte vi lige et smut forbi Emart - læg mærke til, at vi valgte at CYKLE derud! Hehe.. Skrev jo i et af de første indlæg herfra, at begå sig i trafikken ville være det rene selvmord, men ja. Som sagt er vi alle mere eller mindre ved at være faldet til, og at cykle her til aften, var lidt som at sætte to streger under "tilpasset" :) Den ultimative kineser-test! Ej, den ultimative test ville være at lave et venstresving skråt gennem et kæmpe, trafikeret kryds - uden at gå i panik vel at mærke. Det gjorde vi faktisk i aften - hele 3 gange! Men desværre havde vi lidt problemer med at "keep it cool", og gik i stedet i stå midt i krydset, mens vi skreg og grinnede.. Ja, ja, det kommer nok..
Anyways, det jeg ville fortælle, var egentlig bare hvor venlige - de fleste - kinesere er mod os, og hvor meget de forguder os. Altså, det er egentlig lidt grotesk, at man bliver behandlet bedre end andre pga. ens hudfarve, men sådan er virkeligheden bare hernede. Alt der har med Vesten at gøre er moderne. Fugtighedscreme med hvidnings-stof er udbredt og accepteret - man kan få Garnier "Pure Whitening" i Emart! - og når vi shopper tøj, kan de omkringstående kinesere finde på, at holde øje med os, og vælge de samme varer som os. Særbehandlingen er sommetider skjult, men nogengange også fuldstændig åbenlys, som fx i onsdags da Sarah og mig var ude at gå en tur, og lige ville tjekke Hard Rock Cafe's prisliste udenfor, hvorefter vi blev hevet med indenfor, og fik serveret gratis øl, te, frugt og grøntsager. Alt sammen, bare fordi vi er hvide. Det er skræmmende og uretfærdigt, men samtidig siger man jo ikke nej til gratis sager og god behandling..
Man føler sig virkelig anderledes, når man går på gaden, og folk vender sig om efter én, eller står i kø i supermarkedet, og pigen bagved sniger sig til et billede på sin telefon, men som sagt kommer der også gode ting ud af at være alien - som fx gratis drinks og nye venner ;)
onsdag den 9. september 2009
Kæft, trit og retning, lille Lee!
Hey!
Så er det blevet onsdag eftermiddag d. 9/9/09, og jeg sidder foran computeren igen – denne gang på Sarahs værelse, hvor vi sidder og fråder Oreos og Pringles.
Hjælp! Vi kunne høre nogen råbe ”Hello, hello?” ude på gangen lige før, og da vi gik derud stod der 3 oprørte kinesere og pegede ind på Kathrine og mit værelse. De havde desværre fået øje på vores nyanskaffede glas-sofabord, som Sarah hjalp mig med at slæbe op fra 7. den anden dag. De mente åbenbart ikke, det var i orden, at bordet var blevet snuppet uden tilladelse, så de tog det tilbage... DE NAKKEDE DET! RIP, glasbord. Godt, jeg sad herinde på værelset ved siden af, og ikke i min elskede lænestol, da de kom... Lod bare som om jeg ikke boede derinde, og spillede i stedet forarget. Oh well..
Siden jeg sidst skrev i fredags, har jeg holdt weekend, undervist noget mere og begyndt til Kung Fu – første træning var i går aftes, og det var hårdt! Og en smule ydmygende... Vi var blevet smidt på begynder-holdet og trænede med en håndfuld 5-6-årige, mens deres forældre så på. Jesus... Jeg havde virkelig ondt af de børn, for i stedet for at heppe på børnene, sad forældrene bare og nærmest hånede dem; hver gang deres barn gjorde noget forkert eller fik skæld ud, GRINEDE de! Ubehageligt.. De grinede også af os 6 storsvedende danskere, når vi røde i hovederne forsøgte at presse os ned i nogle af de mest unaturlige stillinger – eller egentlig var de vel ikke sååå avancerede, men at nå sine fødder, mens man står op, kan godt være svært for den utrænede (: Hårdt var det ihvertfald.. Træningen handlede faktisk mere om smidighed, styrketræning og - ikke mindst - disciplin end om at slås. Måske kommer det. Forhåbentlig. Vil ihvertfald lige prøve det nogle flere gange, før jeg beslutter om det er dét værd – altså, synes allerede jeg overværer rigeligt disciplintræning på skolen i dagtimerne, så gider virkelig ikke se på det efter skole også. Netop al det omkring disciplin og autoritetstro som præger den kinesiske kultur utrolig meget, er ved at gå mig på nerverne. I dag overgik Tudsen sig selv, og slog en dreng på siden af hovedet lige foran mig, fordi han pillede ved min halskæde, og ville give mig et knus. Problemet var bare, at børnene var midt i en meget vigtig marcherings-øvelse ude på gangen, og derfor skulle stå ret og være fuldstændig stille – det skal lige siges, at det er FEM-ÅRIGE vi har at gøre med! FEM-ÅRIGE!! Selvfølgelig kan de ikke stå ret, når læreren siger det, og selvfølgelig kan de ikke marchere, når de får ordrer til det – for det ER virkelig ligesom en ordre, når lærerne siger noget. Ihvertfald når Tudsen siger noget. Den sadistiske psykopat.
Da børnene spiste frokost, gik jeg hen til den anden lærer (udover mig, er der jo 2 lærer og en mad-dame i hver klasse), som er lidt yngre, og langt mere venlig end Tudsen, og på en lidt indpakket måde selvfølgelig, fik jeg sagt, at jeg altså ikke synes, at det slag var helt nødvendigt. Det var jo til dels også min skyld - han blev jo distraheret af mig - så Tudsen kunne bare have bedt mig om at gå lidt væk, i stedet for at gokke ham én, og efterfølgende hive ham tilbage i klassen for at give ham en skidebalde. Hmmm.. Den unge lærer vidste åbenbart godt, at vi i Danmark er mere ”relaxed at school”, så hun havde en smuuule forståelse for min reaktion, men ham drengen var altså en speciel ”naughty boy”, så slaget var nu nødvendigt. Desuden, sagde hun, kræver forældrene ligefrem at lærerne skal være ekstra strenge mod børnene, for ellers bliver de jo ustyrlige som ældre. Øhm.. Okay så.. Man må bare smile og nikke, for at diskutere opdragelse og undervisningsmetoder med de kinesiske lærere er som sagt ikke en god idé. Ikke fordi jeg har specielt meget erfaring med børn, men altså.. En hver kan da regne ud, at man ikke skal slå en lille dreng, bare fordi han vil give hans yndlingslærer (yeah, that’s me!) et knus. Kegle...
Nu til noget andet.
Når jeg skriver nu, er det faktisk med lidt nerver på. Drengene har nemlig købt et akvarie, og lige nu er det en stor, fed krabbe der huser det. De tidligere beboere, 5 fisk, døde efter et par dage - ikke så underligt når, man tænker på at de til at starte med hverken havde pumpe eller renser dernede, og det bliver spændende at se hvor lang tid krabben, som forresten hedder Will, holder, da det vist er en saltvandskrabbe, og drengende bare bruger vand fra vanddunkende. I går aftes, mens de var ude at cykle, slap Will så ud, og der var lidt drama, da Kristian valgte at kaste ham mod mig og Sara som stod i døren. Hyggeligt ellers! Lige nu ligger Will vist bare og "hygger sig" i hjørnet af akvariet. :)
Vejret er forresten ved at skifte for tiden. Indtil fornylig har vi kunne have shorts og t-shirts på hver dag, men nu er det muligt (ja, faktisk nødvendigt) at gå i langbukser. Dejligt, at kunne bruge lidt mere af sit tøj, men nedern ikke at have en vinterfrakke med, nu hvor vinteren nærmer sig. Har kigget på en fed jakke fra Zara, men de andre anbefalede, at jeg tog på Silkemarkedet i Beijing først. Her skulle man nemlig kunne få alting for ingenting. I like! Kvaliteten er der selvfølgelig ingen garanti for, men efter knap 3 uger herovre er dét en ting, man er ved at være vant til (: Det passer mig meget fint, for plejer at lave en del fejlkøb – da jeg pakkede hertil, gik det op for mig præcis HVOR meget tøj, jeg egentlig har, som ikke bliver brugt; alt, alt for meget til at kunne passe i min lille kuffert og holde sig under 20 kg – så fryder mig lidt over, ikke at skulle bekymre mig om impulskøb nu. Det er så billigt at det ikke gør nogen forskel – måske en lidt farlig tankegang i længden, meeeeen... (:
Anyways.. I dag var vejret ihvertfald underligt.. Jeg har aldrig set så tyk en tåge før! Følte mig lidt som Nicole Kidman i ”The Others”, da Kathrine rullede fra i morges, og man bare absolut ingenting kunne se. Det klarede dog op, og blev faktisk helt godt senere på dagen, og det gode vejr skulle holde helt ind i næste uge - tildels derfor overvejer nogle af os at tage til Beijing i weekenden. Jeg vil rigtig gerne på Silkemarkedet ihvertfald! – og så se Den Forbudte By, Fredspladsen og den udstoppede Mao selvfølgelig (:
Nåh, jeg smutter igen. Må til at i gang med forberedelsen til i morgen. Det er rart, endelig at komme lidt ind i en rutine igen – nu er det jo over 2 måneder siden jeg blev student og 4 måneder siden undervisningen på gymnasiet stoppede. Vildt egentlig... Har savnet en hverdag, og nu begynder der at tegne sig én her. Perfekt!
Så er det blevet onsdag eftermiddag d. 9/9/09, og jeg sidder foran computeren igen – denne gang på Sarahs værelse, hvor vi sidder og fråder Oreos og Pringles.
Hjælp! Vi kunne høre nogen råbe ”Hello, hello?” ude på gangen lige før, og da vi gik derud stod der 3 oprørte kinesere og pegede ind på Kathrine og mit værelse. De havde desværre fået øje på vores nyanskaffede glas-sofabord, som Sarah hjalp mig med at slæbe op fra 7. den anden dag. De mente åbenbart ikke, det var i orden, at bordet var blevet snuppet uden tilladelse, så de tog det tilbage... DE NAKKEDE DET! RIP, glasbord. Godt, jeg sad herinde på værelset ved siden af, og ikke i min elskede lænestol, da de kom... Lod bare som om jeg ikke boede derinde, og spillede i stedet forarget. Oh well..
Siden jeg sidst skrev i fredags, har jeg holdt weekend, undervist noget mere og begyndt til Kung Fu – første træning var i går aftes, og det var hårdt! Og en smule ydmygende... Vi var blevet smidt på begynder-holdet og trænede med en håndfuld 5-6-årige, mens deres forældre så på. Jesus... Jeg havde virkelig ondt af de børn, for i stedet for at heppe på børnene, sad forældrene bare og nærmest hånede dem; hver gang deres barn gjorde noget forkert eller fik skæld ud, GRINEDE de! Ubehageligt.. De grinede også af os 6 storsvedende danskere, når vi røde i hovederne forsøgte at presse os ned i nogle af de mest unaturlige stillinger – eller egentlig var de vel ikke sååå avancerede, men at nå sine fødder, mens man står op, kan godt være svært for den utrænede (: Hårdt var det ihvertfald.. Træningen handlede faktisk mere om smidighed, styrketræning og - ikke mindst - disciplin end om at slås. Måske kommer det. Forhåbentlig. Vil ihvertfald lige prøve det nogle flere gange, før jeg beslutter om det er dét værd – altså, synes allerede jeg overværer rigeligt disciplintræning på skolen i dagtimerne, så gider virkelig ikke se på det efter skole også. Netop al det omkring disciplin og autoritetstro som præger den kinesiske kultur utrolig meget, er ved at gå mig på nerverne. I dag overgik Tudsen sig selv, og slog en dreng på siden af hovedet lige foran mig, fordi han pillede ved min halskæde, og ville give mig et knus. Problemet var bare, at børnene var midt i en meget vigtig marcherings-øvelse ude på gangen, og derfor skulle stå ret og være fuldstændig stille – det skal lige siges, at det er FEM-ÅRIGE vi har at gøre med! FEM-ÅRIGE!! Selvfølgelig kan de ikke stå ret, når læreren siger det, og selvfølgelig kan de ikke marchere, når de får ordrer til det – for det ER virkelig ligesom en ordre, når lærerne siger noget. Ihvertfald når Tudsen siger noget. Den sadistiske psykopat.
Da børnene spiste frokost, gik jeg hen til den anden lærer (udover mig, er der jo 2 lærer og en mad-dame i hver klasse), som er lidt yngre, og langt mere venlig end Tudsen, og på en lidt indpakket måde selvfølgelig, fik jeg sagt, at jeg altså ikke synes, at det slag var helt nødvendigt. Det var jo til dels også min skyld - han blev jo distraheret af mig - så Tudsen kunne bare have bedt mig om at gå lidt væk, i stedet for at gokke ham én, og efterfølgende hive ham tilbage i klassen for at give ham en skidebalde. Hmmm.. Den unge lærer vidste åbenbart godt, at vi i Danmark er mere ”relaxed at school”, så hun havde en smuuule forståelse for min reaktion, men ham drengen var altså en speciel ”naughty boy”, så slaget var nu nødvendigt. Desuden, sagde hun, kræver forældrene ligefrem at lærerne skal være ekstra strenge mod børnene, for ellers bliver de jo ustyrlige som ældre. Øhm.. Okay så.. Man må bare smile og nikke, for at diskutere opdragelse og undervisningsmetoder med de kinesiske lærere er som sagt ikke en god idé. Ikke fordi jeg har specielt meget erfaring med børn, men altså.. En hver kan da regne ud, at man ikke skal slå en lille dreng, bare fordi han vil give hans yndlingslærer (yeah, that’s me!) et knus. Kegle...
Nu til noget andet.
Når jeg skriver nu, er det faktisk med lidt nerver på. Drengene har nemlig købt et akvarie, og lige nu er det en stor, fed krabbe der huser det. De tidligere beboere, 5 fisk, døde efter et par dage - ikke så underligt når, man tænker på at de til at starte med hverken havde pumpe eller renser dernede, og det bliver spændende at se hvor lang tid krabben, som forresten hedder Will, holder, da det vist er en saltvandskrabbe, og drengende bare bruger vand fra vanddunkende. I går aftes, mens de var ude at cykle, slap Will så ud, og der var lidt drama, da Kristian valgte at kaste ham mod mig og Sara som stod i døren. Hyggeligt ellers! Lige nu ligger Will vist bare og "hygger sig" i hjørnet af akvariet. :)
Vejret er forresten ved at skifte for tiden. Indtil fornylig har vi kunne have shorts og t-shirts på hver dag, men nu er det muligt (ja, faktisk nødvendigt) at gå i langbukser. Dejligt, at kunne bruge lidt mere af sit tøj, men nedern ikke at have en vinterfrakke med, nu hvor vinteren nærmer sig. Har kigget på en fed jakke fra Zara, men de andre anbefalede, at jeg tog på Silkemarkedet i Beijing først. Her skulle man nemlig kunne få alting for ingenting. I like! Kvaliteten er der selvfølgelig ingen garanti for, men efter knap 3 uger herovre er dét en ting, man er ved at være vant til (: Det passer mig meget fint, for plejer at lave en del fejlkøb – da jeg pakkede hertil, gik det op for mig præcis HVOR meget tøj, jeg egentlig har, som ikke bliver brugt; alt, alt for meget til at kunne passe i min lille kuffert og holde sig under 20 kg – så fryder mig lidt over, ikke at skulle bekymre mig om impulskøb nu. Det er så billigt at det ikke gør nogen forskel – måske en lidt farlig tankegang i længden, meeeeen... (:
Anyways.. I dag var vejret ihvertfald underligt.. Jeg har aldrig set så tyk en tåge før! Følte mig lidt som Nicole Kidman i ”The Others”, da Kathrine rullede fra i morges, og man bare absolut ingenting kunne se. Det klarede dog op, og blev faktisk helt godt senere på dagen, og det gode vejr skulle holde helt ind i næste uge - tildels derfor overvejer nogle af os at tage til Beijing i weekenden. Jeg vil rigtig gerne på Silkemarkedet ihvertfald! – og så se Den Forbudte By, Fredspladsen og den udstoppede Mao selvfølgelig (:
Nåh, jeg smutter igen. Må til at i gang med forberedelsen til i morgen. Det er rart, endelig at komme lidt ind i en rutine igen – nu er det jo over 2 måneder siden jeg blev student og 4 måneder siden undervisningen på gymnasiet stoppede. Vildt egentlig... Har savnet en hverdag, og nu begynder der at tegne sig én her. Perfekt!
fredag den 4. september 2009
Og SÅ sprang jeg ud som lærer!
SÅ! Nu har jeg for første gang prøvet at undervise –og det gik faktisk overraskende godt! Jeg er engelsklærer for to advanced classes i Kindergarden, dvs. det højeste niveau i børnehaveafdelingen (wuhu!), og børnene er 5 år. Udover det underviser/passer jeg en baby class to gange om ugen i halvanden time. Har dog kun været nede i babyclass’en én gang, og det var lidt af en oplevelse. Altså børnene dernede er jo BABYER (!), og det var deres første dag i børnehave i onsdags = jeg blev mødt af 15, mere eller mindre, hyllende 2-årige med snot i hele ansigtet og utrolig meget hjemve. ”Mama, mama!!!” og ”PAPA!!” var det eneste jeg fangede af deres skrigeri, og det var vildt overvældende for mig, som jo aldrig tidligere har haft noget med så små børn at gøre. Og hvad fanden gør man så lige, når man har fået til opgave at ”take care of the children”, når barnet er fuldstændig utrøsteligt og uden for rækkevidde, dels på grund af dets alder, men også på grund af sprogbarrieren? Vi var mange, der var i vildredde... De ansatte dernede kunne selv se, at det ikke kørte, og derfor har vi heldigvis fået lov at slippe for baby class frem til d. 25. september, hvor børnene forhåbentlig er faldet mere til ro. Puha...
Derimod er timerne med de 5-årige meget mere produktive. Underviste kort i begge klasser i dag om ”My Family”, hvor vi gennemgik ordene for de forskellige familiemedlemmer, og bagefter legede en leg opfundet af Sarah, der hedder ”Missing relatives”. Great succes! (: Men det tog kun omkring 20 minutter, så til på mandag, vil jeg forberede noget mere. Måske noget om navne, farver eller alfabetet, og så regner jeg med at opfriske ordene fra i dag, så de sidder helt fast. Ungerne er monster søde – enormt søde faktisk! Da jeg forlod den ene klasse i morges, for at gå til den næste, fik jeg en del knus, og en enkelt forsøgte at blokere døren, så jeg ikke kunne gå (: Virkelig kære... De kan egentlig mange ord (især dyrenavne), men problemet er, at de ikke kan lave en sætning selv – altså, det er umuligt for dem at føre en samtale – så dét vil jeg se om, jeg med tiden kan gøre noget ved. Lærerne i den klasse jeg har om morgenen (advanced 3) er også okay. De fortæller mig ikke rigtig noget, men tilgengæld har jeg ret frie hænder med undervisningen. Læreren i min anden klasse derimod, er et MONSTER! Jeg kalder hende ”Tudsen”, for hun ligner virkelig en ond tudse, og hendes undervisningsmetoder hører til den sorte skole; dasker til børnene, hvis de larmer, sparker til deres stole eller presser deres hoveder ned mod maden, hvis de er for langsomme til at spise osv. Hun opfører sig mest af alt som en diktator, og jeg er ret overbevidst om, at hun har lidt Mao-blod i årene. Tror helst hun så, at jeg ikke var der, så hun kunne køre sit one-man show igen, og derfor placerer hun mig gerne på en stol i hjørnet, hvor jeg så kan observere undervisningen fra. Derfor er det ultra vigtigt, at jeg selv tager initiativet. Det gjorde jeg i dag - og det gik som sagt godt! Børnene var godt med, og var også ret dygtige, men det er helt tydeligt, at de er vant til den hårde behandling. De er ikke lige så legesyge og udadvendte, som børnene i første time. Det er lidt nedern, at skulle døje med hende Tudsen hver dag, og hvis hun bliver ved med at daske til børnene (hvilket hun nok gør), må jeg bare sige, at sådan gør vi ikke i Danmark, og bede hende om at lade være, når jeg er tilstede. Men det er stadig for tidligt at blande sig nu. Har jo kun været hos børnene i to dage.
Nåh, men... Det er fredag eftermiddag nu, og jeg er lige vendt hjem fra en løbetur med Sarah. Normalt løber vi om aftenen hver anden dag, men pga. den aflyste baby class, havde vi allerede fri kl. 11:30 i dag, og besluttede os for at løbe lidt tidligere. Dum idé. Eller, den KUNNE have været god, hvis vi altså havde befundet os i Danmark, men her i Kina er det altså ikke normalt at jogge for sjov. Vi er ved at være vant til folks stirren, når vi går på gaden, og når vi løber vores sædvanlige tur omkring TV-tårnet, kan vi jo dække os i aftenmørket, men en løbetur i dagslys på åben gade i Tianjin, kan ikke anbefales - medmindre man er vild med opmærksomhed fra fremmede, mens man storsvedende kommer pustende ned ad fortovet.
Kl. 17 skal Anne, Erik og jeg mødes med en kinesisk pige, der hedder Yoyo, og tidligere arbejdede nede i den europæiske butik ”Deli” på hjørnet (butikken er egentlig kinesisk, men de sælger næsten udelukkende importerede varer fra Europa og andre steder). Yoyo er besat af Anne! Anne hjalp hende med titlen på en sang, der blev spillet i radioen nede i butikken, og som tak, gjorde Yoyo hende til VIP-kunde, og foldede hendes sugerør som hjerter (: Hver gang man gik ned på Deli uden Anne, spurgte Yoyo: ”You friends with Annie?? Where is Annie???” Hahah.. Så her den anden dag får Anne et opkald fra et nummer, hun ikke kender, og gæt hvem det er, der på en eller anden måde har grejlet sig til Annes nummer? YOYO! ”Annie, it’s me, Yoyo! I want to see you!” I dag skal vi altså på date med Yoyo - ud at shoppe. Yoyo har lovet, at hjælpe os med at prutte om priserne!
Erik og jeg er Annes bodyguards, hvis hun forsøger at stjæle Annes nyrer...
Fortsættelse følger... ;)
Derimod er timerne med de 5-årige meget mere produktive. Underviste kort i begge klasser i dag om ”My Family”, hvor vi gennemgik ordene for de forskellige familiemedlemmer, og bagefter legede en leg opfundet af Sarah, der hedder ”Missing relatives”. Great succes! (: Men det tog kun omkring 20 minutter, så til på mandag, vil jeg forberede noget mere. Måske noget om navne, farver eller alfabetet, og så regner jeg med at opfriske ordene fra i dag, så de sidder helt fast. Ungerne er monster søde – enormt søde faktisk! Da jeg forlod den ene klasse i morges, for at gå til den næste, fik jeg en del knus, og en enkelt forsøgte at blokere døren, så jeg ikke kunne gå (: Virkelig kære... De kan egentlig mange ord (især dyrenavne), men problemet er, at de ikke kan lave en sætning selv – altså, det er umuligt for dem at føre en samtale – så dét vil jeg se om, jeg med tiden kan gøre noget ved. Lærerne i den klasse jeg har om morgenen (advanced 3) er også okay. De fortæller mig ikke rigtig noget, men tilgengæld har jeg ret frie hænder med undervisningen. Læreren i min anden klasse derimod, er et MONSTER! Jeg kalder hende ”Tudsen”, for hun ligner virkelig en ond tudse, og hendes undervisningsmetoder hører til den sorte skole; dasker til børnene, hvis de larmer, sparker til deres stole eller presser deres hoveder ned mod maden, hvis de er for langsomme til at spise osv. Hun opfører sig mest af alt som en diktator, og jeg er ret overbevidst om, at hun har lidt Mao-blod i årene. Tror helst hun så, at jeg ikke var der, så hun kunne køre sit one-man show igen, og derfor placerer hun mig gerne på en stol i hjørnet, hvor jeg så kan observere undervisningen fra. Derfor er det ultra vigtigt, at jeg selv tager initiativet. Det gjorde jeg i dag - og det gik som sagt godt! Børnene var godt med, og var også ret dygtige, men det er helt tydeligt, at de er vant til den hårde behandling. De er ikke lige så legesyge og udadvendte, som børnene i første time. Det er lidt nedern, at skulle døje med hende Tudsen hver dag, og hvis hun bliver ved med at daske til børnene (hvilket hun nok gør), må jeg bare sige, at sådan gør vi ikke i Danmark, og bede hende om at lade være, når jeg er tilstede. Men det er stadig for tidligt at blande sig nu. Har jo kun været hos børnene i to dage.
Nåh, men... Det er fredag eftermiddag nu, og jeg er lige vendt hjem fra en løbetur med Sarah. Normalt løber vi om aftenen hver anden dag, men pga. den aflyste baby class, havde vi allerede fri kl. 11:30 i dag, og besluttede os for at løbe lidt tidligere. Dum idé. Eller, den KUNNE have været god, hvis vi altså havde befundet os i Danmark, men her i Kina er det altså ikke normalt at jogge for sjov. Vi er ved at være vant til folks stirren, når vi går på gaden, og når vi løber vores sædvanlige tur omkring TV-tårnet, kan vi jo dække os i aftenmørket, men en løbetur i dagslys på åben gade i Tianjin, kan ikke anbefales - medmindre man er vild med opmærksomhed fra fremmede, mens man storsvedende kommer pustende ned ad fortovet.
Kl. 17 skal Anne, Erik og jeg mødes med en kinesisk pige, der hedder Yoyo, og tidligere arbejdede nede i den europæiske butik ”Deli” på hjørnet (butikken er egentlig kinesisk, men de sælger næsten udelukkende importerede varer fra Europa og andre steder). Yoyo er besat af Anne! Anne hjalp hende med titlen på en sang, der blev spillet i radioen nede i butikken, og som tak, gjorde Yoyo hende til VIP-kunde, og foldede hendes sugerør som hjerter (: Hver gang man gik ned på Deli uden Anne, spurgte Yoyo: ”You friends with Annie?? Where is Annie???” Hahah.. Så her den anden dag får Anne et opkald fra et nummer, hun ikke kender, og gæt hvem det er, der på en eller anden måde har grejlet sig til Annes nummer? YOYO! ”Annie, it’s me, Yoyo! I want to see you!” I dag skal vi altså på date med Yoyo - ud at shoppe. Yoyo har lovet, at hjælpe os med at prutte om priserne!
Erik og jeg er Annes bodyguards, hvis hun forsøger at stjæle Annes nyrer...
Fortsættelse følger... ;)
Abonner på:
Opslag (Atom)
