Og SÅ sprang jeg ud som lærer!

SÅ! Nu har jeg for første gang prøvet at undervise –og det gik faktisk overraskende godt! Jeg er engelsklærer for to advanced classes i Kindergarden, dvs. det højeste niveau i børnehaveafdelingen (wuhu!), og børnene er 5 år. Udover det underviser/passer jeg en baby class to gange om ugen i halvanden time. Har dog kun været nede i babyclass’en én gang, og det var lidt af en oplevelse. Altså børnene dernede er jo BABYER (!), og det var deres første dag i børnehave i onsdags = jeg blev mødt af 15, mere eller mindre, hyllende 2-årige med snot i hele ansigtet og utrolig meget hjemve. ”Mama, mama!!!” og ”PAPA!!” var det eneste jeg fangede af deres skrigeri, og det var vildt overvældende for mig, som jo aldrig tidligere har haft noget med så små børn at gøre. Og hvad fanden gør man så lige, når man har fået til opgave at ”take care of the children”, når barnet er fuldstændig utrøsteligt og uden for rækkevidde, dels på grund af dets alder, men også på grund af sprogbarrieren? Vi var mange, der var i vildredde... De ansatte dernede kunne selv se, at det ikke kørte, og derfor har vi heldigvis fået lov at slippe for baby class frem til d. 25. september, hvor børnene forhåbentlig er faldet mere til ro. Puha...
Derimod er timerne med de 5-årige meget mere produktive. Underviste kort i begge klasser i dag om ”My Family”, hvor vi gennemgik ordene for de forskellige familiemedlemmer, og bagefter legede en leg opfundet af Sarah, der hedder ”Missing relatives”. Great succes! (: Men det tog kun omkring 20 minutter, så til på mandag, vil jeg forberede noget mere. Måske noget om navne, farver eller alfabetet, og så regner jeg med at opfriske ordene fra i dag, så de sidder helt fast. Ungerne er monster søde – enormt søde faktisk! Da jeg forlod den ene klasse i morges, for at gå til den næste, fik jeg en del knus, og en enkelt forsøgte at blokere døren, så jeg ikke kunne gå (: Virkelig kære... De kan egentlig mange ord (især dyrenavne), men problemet er, at de ikke kan lave en sætning selv – altså, det er umuligt for dem at føre en samtale – så dét vil jeg se om, jeg med tiden kan gøre noget ved. Lærerne i den klasse jeg har om morgenen (advanced 3) er også okay. De fortæller mig ikke rigtig noget, men tilgengæld har jeg ret frie hænder med undervisningen. Læreren i min anden klasse derimod, er et MONSTER! Jeg kalder hende ”Tudsen”, for hun ligner virkelig en ond tudse, og hendes undervisningsmetoder hører til den sorte skole; dasker til børnene, hvis de larmer, sparker til deres stole eller presser deres hoveder ned mod maden, hvis de er for langsomme til at spise osv. Hun opfører sig mest af alt som en diktator, og jeg er ret overbevidst om, at hun har lidt Mao-blod i årene. Tror helst hun så, at jeg ikke var der, så hun kunne køre sit one-man show igen, og derfor placerer hun mig gerne på en stol i hjørnet, hvor jeg så kan observere undervisningen fra. Derfor er det ultra vigtigt, at jeg selv tager initiativet. Det gjorde jeg i dag - og det gik som sagt godt! Børnene var godt med, og var også ret dygtige, men det er helt tydeligt, at de er vant til den hårde behandling. De er ikke lige så legesyge og udadvendte, som børnene i første time. Det er lidt nedern, at skulle døje med hende Tudsen hver dag, og hvis hun bliver ved med at daske til børnene (hvilket hun nok gør), må jeg bare sige, at sådan gør vi ikke i Danmark, og bede hende om at lade være, når jeg er tilstede. Men det er stadig for tidligt at blande sig nu. Har jo kun været hos børnene i to dage.

Nåh, men... Det er fredag eftermiddag nu, og jeg er lige vendt hjem fra en løbetur med Sarah. Normalt løber vi om aftenen hver anden dag, men pga. den aflyste baby class, havde vi allerede fri kl. 11:30 i dag, og besluttede os for at løbe lidt tidligere. Dum idé. Eller, den KUNNE have været god, hvis vi altså havde befundet os i Danmark, men her i Kina er det altså ikke normalt at jogge for sjov. Vi er ved at være vant til folks stirren, når vi går på gaden, og når vi løber vores sædvanlige tur omkring TV-tårnet, kan vi jo dække os i aftenmørket, men en løbetur i dagslys på åben gade i Tianjin, kan ikke anbefales - medmindre man er vild med opmærksomhed fra fremmede, mens man storsvedende kommer pustende ned ad fortovet.

Kl. 17 skal Anne, Erik og jeg mødes med en kinesisk pige, der hedder Yoyo, og tidligere arbejdede nede i den europæiske butik ”Deli” på hjørnet (butikken er egentlig kinesisk, men de sælger næsten udelukkende importerede varer fra Europa og andre steder). Yoyo er besat af Anne! Anne hjalp hende med titlen på en sang, der blev spillet i radioen nede i butikken, og som tak, gjorde Yoyo hende til VIP-kunde, og foldede hendes sugerør som hjerter (: Hver gang man gik ned på Deli uden Anne, spurgte Yoyo: ”You friends with Annie?? Where is Annie???” Hahah.. Så her den anden dag får Anne et opkald fra et nummer, hun ikke kender, og gæt hvem det er, der på en eller anden måde har grejlet sig til Annes nummer? YOYO! ”Annie, it’s me, Yoyo! I want to see you!” I dag skal vi altså på date med Yoyo - ud at shoppe. Yoyo har lovet, at hjælpe os med at prutte om priserne!
Erik og jeg er Annes bodyguards, hvis hun forsøger at stjæle Annes nyrer...
Fortsættelse følger... ;)