Stive kolleger og glade dage i Xi'an

Med Xi’an-turen overstået og et par timer inden Baby Class går løs, har jeg lige et pusterum i sengen til at skrive lidt blog i.

Dagene vestpå gik godt. Tiden var dog knap og programmet stramt, da toget mod Xi’an afgik fredag eftermiddag, og vi derfor først var fremme omkring kl. 12 lørdag - da vi mandag ved frokosttid sad i waiting area’et på Xi’an banegård og ventede på toget mod Tianjin, havde vi altså blot opholdt os i byen i omkring 2 døgn. Toget var en times tid forsinket, hvilket betød at vi desværre ikke havde tid til at tjekke ind på hotellet og evt. tage et bad og en lur efter de 19 timer i bumletoget, men i stedet kom omkring den gamle bymur og en eller anden stor plads foran et eller andet stort tempel, før vi fik lov til at skifte tøj. Træthed og en meget irriterende guide med udtale-problemer resulterede i, at ingen af os rigtig fik helt fat i, hvad pladsen var kendt for, men besøget på bymuren var tilgengæld rigtig fedt, da man kunne leje retro tandemcykler og tage en tur rundt på den 13 km lange mur omkring byens gamle centrum. Vejret var også perfekt til en cykeltur; klart og tørt. Om aftenen var jeg så udmattet, at jeg faldt i søvn allerede kl. 21 på hotelværelset midt i en samtale om rundrejsen med Sarah, der fortalte om området Chengdu i det sydlige Kina (et smukt bjergområde, vi regner med at rejse til – vores planer for turen er så småt ved at udforme sig, og vi er en gruppe på 8-9 stykker, der planlægger at starte i Tibet. Mere om det senere!) Søndag aften tog vi dog alle revanche ved at tage på pubcrawl i byens party-street. Kinas gyder blev endnu en gang overtisset af fulde danskere... Vi var forresten ikke de eneste, der gav den gas i Xi’an; vores kontaktperson, Becky, der var med som ”vejviser”, valgte lørdag at tage i byen med den såkaldte ”chair man” (en repræsentant fra rejseselskabet, som i øvrigt absolut ingen funktion havde, da han sov hele søndagen væk og ikke udvekslede et ord med en eneste af os på hele turen), og kom bagstiv og sur ned i bussen søndag morgen efter vi havde ventet på hende i en halv time. Pænt irritrende, da hun aftenen inden havde gjort et stort nummer ud af, at vi andre skulle være tilbage på hotellet senest kl. 23, og endda havde bestilt morgenvækning til os kl. 7 – vi er jo ikke i stand til selv at sætte en alarm (!?). Hun var åbenbart kommet hjem henad morgenen, sovet over sig, overhørt værelsestelefonen, som vi ellers havde ringet og ringet på fra receptionen, og først vågnet efter Andreas havde hamret på hendes dør i et par minutter. Selvfølgelig kunne det ske for enhver - at sove over sig altså - men at hun ikke undskylder, og i stedet bare sætter sig ind i bussen uden et ord, og ellers surmuler resten af dagen, er ikke okay. Næste dag, søndag, sov hun forresten over sig igen, og i det hele taget var hun og Mr. Chairman mest af alt bare en stor joke på turen. Tror vi alle mere eller mindre har mistet respekten for Becky efter hendes opførsel i weekenden, hvor hun helt tydeligt viste, at hun absolut ikke er i stand til at have sådan et ansvar. Nok om Becky... For på trods af vores stive kontaktperson, anonyme Chairman og røv-irriterende guide, havde vi faktisk en helt god tur! Vi fik set de obligatoriske Terracotta-krigere og mandag formiddag brugte vi i et muslimsk kvarter med en masse boder, hvor man kunne få alverdens tingel tangel - her fik jeg gjort en masse gode og mindre gode køb (glæd jer til at få souvirners en gang i marts!).
Så alt i alt en fed tur, og selvom 18 timer i tog umiddelbart lyder helt uoverskueligt, så gik tiden faktisk overraskende stærkt – man sover selvfølgelig også en stor del af tiden – og forholdene ombord var meget lig europæisk standard. Hvis der er noget kineserne kan, så er det altså at bygge tog!

Bare lige for at vende tilbage til det med Becky, så er det forresten ikke første gang, vi oplever den slags. For 2 uger siden fik vi en spontan middagsinvitation af skolens rektor, Mr. Chao; en frygtindgydende og respekteret mand omkring de 40, der elsker at høre sig selv tale. Middagen, der foregik i skolens private ”velkomsthus” for gæster, startede egentlig meget normalt ud med traditionel kinesisk mad, rolig samtale og lidt øl, men udviklede sig tidligt til et slags karaoke-orgie, hvor rødvin, øl og risvin blev skylet ned skål efter skål (”at skåle” i Kina, betyder nemlig i virkeligheden ”at bunde”). Det var vildt surrealistisk at se rektor give den fuld skrue til ”Sha, la, la, in the morning”, danse tæt med os piger og endda uddele kindkys til Sarah (det skal forresten lige siges, at han gik efter munden, da de dansede kinddans, men at Sarah akkurat nåede at dreje hovedet). Becky og de andre ansatte fra skolen, der var tilstede den onsdag aften, lod slet ikke til at finde noget mærkeligt ved Mr. Chao’s opførsel, og bl.a. derfor er vi ret overbeviste om, at det altså må være sket før; Mr. Chao, der giver den lidt for meget gas og bliver lige lidt for nærgående over for de danske foreign teachers. Den absurte aften blev fuldendt, da rektor ved 23-tiden og med ihvertfald 10 genstande indenbords, vælger at tage bilen hjem. Perfekt.
Truely, en sjov aften, men hold nu op, hvor er det efterhånden svært at tage Cathay Future seriøst...

Nu til noget andet... Den kommende weekend skal bruges i Beijing, da den danske ambassade holder julefrokost om fredagen = eneste chance for at få julemad i år, så selvom billetten er lidt dyr, tager de fleste af os selvfølgelig med. Vi har regnet lidt på det, og for at pengene skal tjenes ind igen, er vi nødt til at drikke 37 øl hver... Hvilket vi naturligvis har tænkt os at gøre. Lørdagen skal bruges på langs, og søndag er planen, at tage ud til den kinesiske mur - der skulle være en virkelig flot strækning vest for Beijing.

God weekend!

PS. Smider et par billeder fra Xi'an herind, når jeg har fået fat i nogle af de andres fotos. Glemte selvfølgelig mit eget kamera herhjemme. Dang it!